Samsung tæsker iPhone 5

Den mest populære mobiltelefon i 2012 var Samsungs Galaxy S III. Det er mobilsiden.dk.'s læsere kommet frem til, hvor en tredjedel pegede på denne mobiltelefon som den bedste.

Nummer to blev Nokia Lumia 920, der fik 25 procent af stemmerne. På de efterfølgende pladser er der relativt få stemmer imellem og altså tæt løb mellem iPhone 5, Galaxy Note II og Nexus 4 fra Google og LG.

Det er andet år i træk, at Samsung løber med titlen.

Mens iPhone sniger sig ind på en tredjeplads, viser salgstallene, at den hører til blandt de absolutte favoritter.

Mobilsiden.dk har fået fat i salgstal fra branchen, som viser, at langt hovedparten af de smartphones, der blev solgt sidste år, stod der enten Apple eller Samsung på, nemlig op mod 80 procent.

Mens HTC vandt prisen i både 2009 og 2010, er mærket slet ikke med i toppen længere. Producentens markedsandel er gået fra 17 procent i december 2011 til kun syv procent i november 2012.

Og de nye smartphones fra Nokia kan slet ikke måle sig med tidligere tiders salgstal på det finske selskabs populære mobiltelefoner. Markedsandelen ligger og roder nede omkring de tre procent.

Alligevel kårer læserne Nokias Lumia som det næstmest populære.

- Jeg vil ikke sige, at "Nokia er tilbage", for salgstallene er fortsat ikke prangende. Men afstemningen afslører en positiv stemning over for den gamle mobilgigant, lyder det fra John G. Pedersen fra Mobilsiden.dk.

Han er spændt på, om Nokia i 2013 formår at omsætte den positiv stemning og interesse til bedre markedsandele.

Afstemningen på Mobilsiden.dk foregik mellem 20. december og 31. december 2012. Omkring 10.000 stemmer er modtaget i perioden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip