Samtalekøkkener er stadig in

Der var en gang, hvor vi slog vægge ned og lagde små køkkener sammen med tilstødende stuer. I de nye, store samtalekøkkener skulle familien være mere sammen, og venner skulle inviteres til uhøjtidelige middage, hvor det kun var et plus, at værten stod i forklæde og rørte i sovsen og deltog i snakken samtidig.

Og den tid er slet ikke forbi endnu. Vi elsker stadig samtalekøkkenerne, og de er med til at trække prisen op, når boligen sættes til salg.

- Der er helt klart mode i boliger, men nogle tendenser forsvinder hurtigere end andre. Samtalekøkkenet lyder for nogle som en kliché, men det lader til, at det stadig har nogle kvaliteter, der tiltaler os. Dog skal man huske på, at et samtalekøkken ofte vil være et nyere køkken, så når boligerne med samtalekøkken udbydes for en højere pris end boliger uden, kan det hænge sammen med, at boligen kan have gennemgået en mere generel renovering, der afspejler sig i prisen, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Samtalekøkkener i højeste kurs i Region Sjælland

I Region Sjælland er man gladest for sine samtalekøkkener. Her bliver boliger med den eftertragtede køkkentype udbudt til salg for mere end 6.000 kroner mere pr. kvadratmeter end boligerne uden.

I Region Syddanmark lægger man næsten 3.000 kroner pr. kvadratmeter oven i prisen, hvis boligen har at samtalekøkken, og i Nordjylland og Midtjylland er der stigninger på henholdsvis 1.500 kroner og 500 kroner pr. kvadratmeter.

Og så er der Hovedstaden. Her trækker samtalekøkkenerne ikke prisen op men ned. Godt nok ikke meget, men små 300 kroner pr. kvadratmeter er boligerne med samtalekøkken billigere end boligerne uden.

- Her går der måske lidt københavneri i den, siger Birgit Daetz med et glimt i øjet, og fortsætter:

- Det er omkring 20 år siden, at samtalekøkkenet blev introduceret i de danske boliger, og Københavnerne mener måske, at det er passé og dermed ikke længere noget at tale om.

Samtalekøkkenets dage er måske talte

Samtalekøkkenet har ikke fundet vej til Retskrivningsordbogen, men i Den Store Danske, som er Gyldendals åbne encyklopædi, kan man slå ordet op med den rammende beskrivelse ”Stort, åbent køkken hvor madlavningen kan kombineres med socialt samvær”.

Bolig Magasinet har dog erklæret samtalekøkkenet dødt efter at magasinets egen trendforsker Mads Arlien-Søborg har udtalt, køkkenet igen er ved at blive et madværksted, fordi ingen fik samtalet så meget, som de måske havde håbet på.

Nu er køkkenet kontrolrummet for den gastroseksuelle mand, der med bloggeren Gastromand i front lægger linjen for über-nørdet madsnedkeri, hvor de bedste råvarer og de vildeste køkkengadgets er i højsædet.

Dagens Gossip