Samuel Eto'o er på plads i Sampdoria

Efter blot en halv sæson er Samuel Eto'o fortid i Premier League-klubben Everton, som tirsdag annoncerede, at angriberen fra Cameroun skifter til italienske Sampdoria på en kontrakt gældende til sommeren 2017.

33-årige Eto'o er fire gange i karrieren blevet kåret til den bedste fodboldspiller i Afrika, og han nåede at spille 20 kampe for Everton og score fire mål.

- Vi takker Samuel for hans indsats og for at bringe sin knowhow til holdet. På vegne af alle i Everton ønsker vi ham det bedste i det næste kapitel i karrieren, siger Everton-manager Roberto Martinez til klubbens hjemmeside.

Eto'o var med til at vinde Champions League med FC Barcelona i 2009, og han gentog bedriften året efter med italienske Inter.

I 2011 skiftede han til russiske Anzhi Makhachkala og blev angiveligt den bedst betalte fodboldspiller i verden. I 2013 gik turen til Chelsea, og efter det korte ophold i Everton vender han altså tilbage til Italien.

Sampdoria er på femtepladsen i Serie A.

/ritzau/

Dagens Gossip