Samuelsen: Corydon taler et andet sprog

Liberal Alliance regner med at blive inviteret til flere møder i Finansministeriet, før en endelig aftale om næste års statslige husholdningsbudget falder på plads.

Det er i hvert fald meldingen fra partiets forhandlere med formand Anders Samuelsen i spidsen, efter partiets første møde hos finansminister Bjarne Corydon (S).

- Det er klart, at vi taler lidt forskellige sprog. Vi taler erhvervslivets og arbejdspladsernes sprog, og herinde taler de om, hvordan de kan dele gode gaver ud uden at tænke på, hvor pengene skal komme fra, siger Anders Samuelsen.

Partiets hovedkrav til finansloven er, at det offentlige forbrug skal vokse mindre end de 0,8 procent, som regeringen lægger op til.

Anders Samuelsen erkender dog, at det nok bliver svært at nå det mål, især fordi partiet er meget langt fra at have mandater nok til at sikre regeringen et flertal.

Derfor skal partiet overbevise med sine argumenter, men Anders Samuelsen var ikke sikker på, at det var lykkedes på mødet.

- Det virkede ikke som om, at det med konkurrenceevnen er noget, de går højt op i, siger Samuelsen.

Selvom Liberal Alliance ikke regner med at få sit hovedkrav opfyldt, vil partiet gerne lægge stemmer til delaftaler. Det er blandt andet aftaler om Storstrømsbroen, om fordeling af forskningsmidler og anbringelse af børn, hvor partiet regner med at komme med ved bordet.

- Men det er små konkrete steder, hvor man kan finde løsninger på praktiske problemer, og det løser ikke den store udfordring, som handler om, at vi skal forbedre konkurrenceevnen og sørge for at arbejdspladser ikke fosser ud af landet, siger Simon Emil Ammitzbøl, der er LA's politiske ordfører.

Desuden glæder partiet sig over, at der er vilje blandt de andre partier til at afskaffe den fedtafgift, som Liberal Alliance hele tiden har været imod.

- På den store aftale håber vi selvfølgelig også på, at de kalder på os igen, siger Anders Samuelsen.

 

Dagens Gossip