Samuelsen: Det tager kun fem timer at lave 2025-plan

I foråret 2016 vil regeringen indkalde til forhandlinger om at sænke skatten på arbejde, fremgår det af V-regeringens regeringsgrundlag. Men det løfte kommer regeringen ikke til at holde.

Tirsdag udskød statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forhandlingerne til efteråret, fordi han først vil have klarhed over omkostningerne til asylkrisen og derefter fremlægge en 2025-plan "til sommer".

Den forklaring møder dog ikke forståelse i regeringens støtteparti Liberal Alliance. Allerede mens Lars Løkke Rasmussen var i gang med sit pressemøde tirsdag, skrev Anders Samuelsen på Twitter - let omskrevet:

- Der ligger allerede en færdig økonomisk redegørelse i Finansministeriet som ikke er blevet offentliggjort. Den skal justeres til 2025 - det tager max fem timer, skrev Anders Samuelsen.

Dermed henviser han til, at regeringen løbende offentliggør deres forventninger til udviklingen i dansk økonomi i rapporter kaldet Økonomisk Redegørelse. Den seneste er fra december.

I redegørelsernes ser regeringen også længere frem end det kommende år.

Mandag advarede Anders Samuelsen om, at han ikke kan garantere regeringens overlevelse efter grundlovsdag, hvis den ikke som lovet i regeringsgrundlaget indkaldte til skatteforhandlinger i foråret.

Det er dog fortsat uklart, om Liberal Alliance vil gøre alvor af truslen. Det vil i givet fald formentlig kræve et mistillidsvotum i folketingssalen, hvor partierne i rød blok også udtrykker mistillid til regeringen.

Så langt har Anders Samuelsen ikke udtrykt vilje til at gå. Han vil blot ikke længere garantere regeringens overlevelse, siger han.

Også De Konservative har et stort ønske om snart at indlede skatteforhandlinger. Partiets formand, Søren Pape Poulsen, er dog forstående over for Løkkes beslutning om først at klarlægge økonomien frem til 2025.

Det kan måske endda vise sig at være en fordel for de partier, som ønsker lavere skat, håber Pape:

- Fint med 2025-plan, for det giver større råderum til skattelettelser. Og skatten skal ned, skriver Søren Pape Poulsen på Twitter.

/ritzau/

Dagens Gossip