Samuelsen optrapper »krig« i blå blok

Det skyldes, at LA-formanden nu går hårdt til angreb på Venstre og formand Lars Løkke Rasmussen.

Den interne konflikt i den borgerlige lejr når nye højder, skriver Berlingske. Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen (LA), beskylder nu blokfællen Venstre og statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen (V) for at »sætte demokratiet ud af kraft« ved at tøve med at fremlægge politiske udspil og ved at skrinlægge dem, der møder folkelig modstand.

»Konsekvensen af, at man udelukkende tænker strategisk og udelukkende er gået på jagt efter ministerposterne, er, at man smadrer demokratiet. Man smadrer demokratiet, når man sætter ønsket om magtsymboler højere end landets ve og vel, og når man undertrykker ønsket om at gøre det rigtige. Det synes jeg er en enormt høj pris at betale. Det er simpelthen moralsk forkasteligt,« siger han med direkte henvisning til Venstre.

»Lige nu kunne de være med til at presse regeringen til at tage nogle helt grundlæggende debatter, men de lader være på grund af deres ekstreme vælgerangst. Det er en undladelsessynd af de helt, helt store. Det er bare en falliterklæring,« fortsætter Samuelsen.

Det er blandt andet faldet den liberale leder for brystet, at Venstre i tirsdags på forsiden af Berlingske åbnede for, at der kunne indføres brugerbetaling på landets videregående uddannelser. Forslaget var, at en kommission skulle undersøge muligheden i forbindelse med en kulegravning af taxametersystemet. Det skulle være slut med, at brugerbetaling er et tabu, lød budskabet fra uddannelsesordfører Esben Lunde Larsen (V).

Udmeldingen skabte massiv debat i medierne, og få timer senere gik gruppeformand Kristian Jensen (V) ud og trak forslaget tilbage.

»Det var endnu et frygteligt, frygteligt eksempel på, hvor skrækslagne Venstre er for deres vælgere. Efter at Lars Løkke Rasmussen viste mod og gik planken ud med efterlønsreformen - hvilket han blev belønnet for - er han og Venstre igen ved at blive kvalt i Fogh-tankegangen om, at man opgiver efter tyve sekunder, hvis man risikerer at skubbe socialdemokratiske vælgere væk. Hvor bliver de principielle diskussioner så af,« spørger Samuelsen.

Angrebet kommer i forlængelse af en tid, hvor der flere gange er opstået uenighed i blå blok. Under forhandlingerne om vækstplanen i april var der på de indre linjer stridigheder mellem Lars Løkke Rasmussen og Lars Barfoed (K), hvor der i den konservative lejr var irritation over, at Venstre-formanden trak forhandlingerne i langdrag.

Samme irritation har der været den anden vej rundt under de netop afsluttede folkeskoleforhandlinger, hvor Venstre syntes, at Konservative var for påståelige i modstanden mod tvungen lektiecafé - en modstand, der i første ombæring førte til et konservativt veto, der stod til at forsinke reformens ikrafttrædelse i flere år.

I mellemtiden har formændene for Dansk Folkeparti, de Konservative og Liberal Alliance også nået at beskylde Venstre for at føre en zigzag-kurs på forsiden af Politiken.

Ifølge Kristian Thulesen Dahl (DF) skaber Anders Samuelsens udmeldinger nye stridigheder i blå blok.

»Det her skal ses som et udtryk for en krig mellem de Konservative og Liberal Alliance om, hvem der på sigt overlever. At Samuelsen er ængstelig, fordi de Konservative under skoleforhandlingerne har fået meget omtale. Den kamp er der desværre kun én vinder af, og det er den siddende statsminister. Det her - at der kommer et godt, gedigent skænderi i den borgerlige lejr - er i virkeligheden Helle Thorning Schmidt største chance, og det er det, Anders Samuelsen nu medvirker til. Han skaber unødvendig splid,« siger han og fortsætter:

»Den her kritik går langt videre end det rimelige, hvis man stadig støtter Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Det får karakter af at være et personangreb.«

K-formand Lars Barfoed har ingen kommentarer til Anders Samuelsens udsagn. Den konservative profil Rasmus Jarlov (K) fra Københavns Borgerrepræsentation, siger, at han ikke vil bruge så »voldsomme udtryk« om Venstre, og at Liberal Alliance skal »huske at bidrage til at få borgerlige mærkesager igennem i stedet for konstant at skabe splid«.

»Men fra de Konservatives side ser vi da også et stort behov for at komme i gang med at diskutere, hvad vi borgerlige vil med regeringsmagten. Om vi skal have fjernet topskatten, om selskabsskatten skal længere ned, og hvilke sociale ydelser vi vil af med. Det gælder selvfølgelig i særdeleshed for Venstre,« siger han.

Konfronteret med Anders Samuelsens udsagn er beskeden fra Lars Løkke Rasmussen ganske kortfattet.

»Måske der kan ligge nogle af de samme ting, som Anders Samuelsen nu beskylder os for, bag den udmelding, han kommer med. Yderligere kommentarer har jeg ikke - de beskyldninger må stå for hans egen regning,« lyder det fra den tidligere statsminister.

Foruden sagen om brugerbetaling nævner Anders Samuelsen også energiaftalen, offentlighedsloven og folkeskolereformen som eksempler på politiske aftaler, som Venstre i hans øjne kun medvirker i af taktiske og magtmæssige hensyn. Han savner, at landets største parti kommer med flere politiske udspil.

»Spørgsmålet om, hvad de vil, forsvinder ud i tågerne. Der er ikke en person i det her land, som kan nævne tre ting, Venstre vil gennemføre efter valget. Det er et demokratisk problem, for så får man en opposition og en regering, som man ikke kan se forskel på. Så bliver det bare en skønhedskonkurrence,« siger Anders Samuelsen, som lørdag holder tale ved Folkemødet på Bornholm.

Dagens Gossip