Samuelsen: Udmærket at få renset luften med et valg

Skrevet af admin

24/02/2016

Dagens topnyheder

De Konservative har udløst en "krise i det borgerlige Danmark", lød meldingen tirsdag aften fra Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

Han deltog på vegne af sit parti i aftenens hasteindkaldte krisemøde hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), fordi partileder Anders Samuelsen (LA) var udenlands.

Men onsdag morgen er Samuelsen tilbage på Borgen, og det er med en klar melding: Løkke skal ikke finde sig i behandlingen fra De Konservative, der har udtrykt mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) oven på den omstridte landbrugspakke.

- Jeg tror, det vil være udmærket at få renset luften, svarer Samuelsen på spørgsmålet om, hvorvidt krisen i blå blok bør udløse folketingsvalg.

Spørgsmålet er blevet aktuelt, efter statsministeren under mødet ifølge flere medier truede med at trække regeringen, hvis K-formand Søren Pape Poulsen stod fast på mistilliden til miljø- og fødevareministeren.

- Der er rigtig stor politikerlede ude i befolkningen over for netop den her situation: At man stemmer for en lov, og så alligevel bestemmer sig for, at ministeren skal væk, siger Samuelsen med henvisning til, at De Konservative torsdag vil stemme for landbrugspakken.

Spørgsmål: I tilfælde af, at Løkke udskriver valg, vil blå blok føre valgkamp i åbent slagsmål?

- Jeg vil gå til valg på at få genindsat Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Og det tror jeg også, Kristian Thulesen Dahl og Venstre vil. Og så må vi tage den derfra.

Partilederen erklærer sig "chokeret" over, at situationen er nået "hertil":

- Jeg synes, vi har en minister, der bliver helt urimeligt behandlet.

- Jeg kan godt forstå, venstrefløjen jubler, men at man skal vælte en minister, der fører borgerlig-liberal politik, som sikrer et bedre miljø og flere arbejdspladser, overgår fuldstændig min fatteevne.

Om han direkte vil råde Løkke til at udskrive valg, ønsker Samuelsen ikke at svare på:

- Han må selv vurdere situationen. Jeg kan bare sige for mit eget vedkommende, hvis jeg var chef, så ville jeg værne om min medarbejder.

Spørgsmål: Men er landbrugspakken en vigtig nok sag til at udløse valg?

- Jeg mener, at man nogle gange som politisk leder bliver nødt til at stille sig selv spørgsmålet, hvor meget man vil finde sig i. Hvor urimeligt skal man opleve, at en medarbejder bliver behandlet?

Spørgsmål: Hvis ikke det kommer til et valg, hvordan bliver samarbejdet så i blå blok?

- Der må vi have fat i en god samtaleterapeut, og så skal det nok gå.

Samuelsen har været "i løbende kontakt" med statsministeren, men ønsker ikke at dele samtalerne.

/ritzau/