Samuelsen: Vi har slugt en kamel til 1000 milliarder

Skrevet af admin

09/10/2015

Mest læste i dag

Under den tidligere socialdemokratisk ledede regering var det ikke de store aftryk, Liberal Alliance kunne sætte på den økonomiske politik i Danmark.

Men nu har regeringsmagten skiftet side, og LA's politiske leder, Anders Samuelsen, erklærer sig klar til at indgå kompromisser for at kunne sætte partiets underskrift på aftalen om finansloven for næste år.

- Nu har vi fået en borgerlig liberal regering af navn. Nu skal vi være med til at sikre, at man også får det af gavn, siger Anders Samuelsen på vej ind til såkaldt sættemøde hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Partiets hovedkrav til finansloven er, at der skal ske noget med registreringsafgifterne på biler samt med grundskylden. Og så vil partiet have tilskuddet til de frie skoler sat op.

Efter mødet hos finansministeren er Anders Samuelsen optimistisk med hensyn til at nå til enighed blandt de borgerlige partier. Han mener, at LA allerede har strakt sig langt.

- Når man under alle omstændigheder ender med at bruge op imod 1000 milliarder kroner på den offentlige sektor, så har vi på forhånd slugt den største kamel. Vi prøver at se, om vi kan klippe halen af, siger Anders Samuelsen.

Han mener ikke, at der er grund til at tale uenighederne mellem de borgerlige partier op. Og en finanslovaftale med partier til venstre for regeringen anser Samuelsen ikke for sandsynlig.

- Hvis man skal være med i den samlede finanslov, skal man også være med til at finde finansiering, og det er jo ikke det, man normalt brillerer med på venstrefløjen.

/ritzau/