San Bernardino-nabo sigtes for at medvirke til terror

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

De amerikanske myndigheder har sigtet Enrique Marquez for brud på våbenloven og for at have planlagt to terrorangreb i 2011 og 2012.

Det skulle være sket i ledtog med Syed Farook, der sammen med sin kone formodes at have stået bag en massakre tidligere i december i den californiske by San Bernardino.

14 mennesker mistede livet, og flere blev såret, mens Syed Farook og hans hustru, Tashfeen Malik, blev dræbt i skudveksling med politiet.

Enrique Marquez menes at have skaffet nogle af de våben, som blev brugt, da parret skød omkring sig på et socialcenter for handicappede i den amerikanske by.

Angrebene, der var på tegnebrættet i 2011 og 2012, blev aldrig til noget.

Det har tidligere været fremme, at Marquez har fortalt åbent om sit forhold til Syed Farook under forhør hos ordensmagten.

24-årige Marquez har efterfølgende ladet sig indskrive på en psykiatrisk afdeling.

- Marquez planlagde grusomme angreb sammen med Farook. Selv om disse planer aldrig blev gennemført, har Marquez' handlinger påvirket San Bernardino, Sydcalifornien og hele USA, da de våben, han købte, blev brugt til at dræbe 14 uskyldige mennesker og skade mange andre, siger statsanklager Eileen Decker.

Ifølge The New York Times har Marquez forklaret, at han købte våben til Farook, så han kunne beskytte sig selv. Han skulle ikke have haft kendskab til angrebet 2. december.

Avisen skriver, at Marquez ringede til alarmcentralen efter massakren i San Bernardino og sagde, at han ville begå selvmord, fordi "min nabo brugte mit våben i skyderiet".

Ifølge statsanklageren skulle Marquez have afgivet falsk forklaring om anskaffelse af våben, ligesom at han mistænkes for at have overtrådt visumregler og have fusket med andre officielle dokumenter.

/ritzau/Reuters