Sanders lægger skattepapirer frem efter pres fra Clinton

Skrevet af admin

16/04/2016

Dagens topnyheder

Den selvproklamerede demokratiske socialist Bernie Sanders har natten til lørdag dansk tid fremlagt sine skattepapirer. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Offentliggørelsen af Sanders' skattepapirer sker, efter at hans modkandidat, Hillary Clinton, i en debat torsdag stillede sig uforstående overfor, at senatorens skattepapirer ikke var offentlige.

Hillary Clinton har tidligere selv på sin hjemmeside fremlagt sine skattepapirer fra 2007-2014.

Ifølge skattepapirerne tjente Bernie Sanders sammen med sin kone, Jane, 205.271 dollar i 2014. Demokraten betalte 13,5 procent i skat, hvilket er 27.653 dollar.

Papirerne viser også, at ægteparret Bernie og Jane gav 8350 dollar til velgørenhed i skatteåret 2014.

Det er især blandt demokrater normalt, at præsidentkandidater fremlægger deres skattepapirer. Da Hillary Clinton og Bernie Sanders debatterede i New York-bydelen Brooklyn torsdag aften lokal tid, bragte den tidligere førstedame emnet i spil.

- Du skal nok få mine skattepapirer, sagde Bernie Sanders.

- Det er bare meget kedelige skattepapirer. De indeholder ikke store beløb fra taler, og der er ingen store investeringer. Desværre er jeg et af de mest fattige medlemmer af Senatet, sagde Bernie Sanders til stor jubel fra de fremmødte Sanders-støtter.

Bernie Sanders har ført en kampagne, der har taget udgangspunkt i det, han kalder Wall Streets "bedrageriske" moral og forretningsmetoder.

Sanders har blandt andet lovet at reformere USA's finansielle system, som, han mener, er skyld i, at landet bliver styret af millionærer og milliardærer.

Sanders' budskab har vundet opbakning fra særligt unge vælgere ifølge meningsmålinger fra realclearpolitics.com.

19. april er der primærvalg i staten New York, hvor der er hele 291 delegerede på spil mellem de to demokratiske kandidater.

Hillary Clinton fører inden valget i New York stort med 1761 delegerede og superdelegerede mod Bernie Sanders' 1073. Sanders har dog momentum, da han har vundet syv af de seneste otte primærvalg.

/ritzau/