Sanders vil stemme på Clinton ved præsidentvalg

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Den amerikanske senator Bernie Sanders vil stemme på Det Demokratiske Partis kommende præsidentkandidat, Hillary Clinton, siger han til tv-stationen MSNBC.

Men det er ikke en fuldtonet opbakning, som han giver.

På spørgsmålet fra MSNBC, om han vil stemme på Clinton, svarer senatoren fra Vermont "ja".

- Jeg tror, emnet lige her gælder, at jeg vil gøre alting for at nedkæmpe Donald Trump, siger han.

Clinton sikrede sig tidligere på måneden et flertal af delegerede, hvilket betyder, at hun bliver nomineret som præsidentkandidat på et partikonvent i næste måned.

Sanders har tidligere sagt, at han vil samarbejde med Clinton om at tildele den republikanske ejendomsmatador Donald Trump et nederlag ved præsidentvalget 8. november.

Men han har indtil nu undladt at erklære sin direkte støtte til Clinton for at holde sin egen valgkampagne i live.

74-årige Sanders har været en vanskelig modstander for Clinton. Han har vundet primærvalg i en lang række amerikanske stater og pustet Clinton i nakken lige siden starten af februar.

Han har haft entusiastiske vælgere til at støtte sit mulige kandidatur som demokratisk præsidentkandidat. Og ikke mindst vælgere, der er attraktive for Det Demokratiske Parti - nemlig unge vælgere.

/ritzau/AFP