Sandheden om Danmarks svage led, Danske Bank

Årsagen var ikke vilde ejendomsspekulanter, svigt i embedsværket eller overmodige mindre banker. Ansvaret ligger først og fremmest hos Danske Banks daværende direktion med egenrådige Peter Straarup i spidsen og hos den bestyrelse, som tillod, at banken blev meget sårbar overfor en pludseligt opstået krise.

For Danske Bank udgjorde en enestående svaghed i systemet - ikke kun fordi det var den største bank, men også fordi den igen og igen fremstår som en ekstremt gearet og risikovillig aktør. Igen og igen er dens skrøbelighed i centrum i Rangvid-rapporten, når man læser i dybden i den 488 sider lange rapport.

Det er i det lys, at man skal se de vigtigste anbefalinger fra Rangvid-rapporten.

F,eks. har det i årevis været en ofte brugt forsvarsfrase fra Danske Bank, at banken altid var solvent og kørte med overskud krisen igennem. Men vi ved ikke, hvordan banken ville have set ud, hvis den var blevet underlagt samme strenge tilsyn, som f.eks. Amagerbanken blev det.

For fakta er, at Danske Bank var meget tyndt polstret. F.eks, skriver Rangvid-rapporten om Danske Banks egenkapital- »Særligt Danske Bank nåede et lavt niveau i 2008 med en leverage ratio på under 3 pct., hvilket svarer til en gearing af egenkapitalen på over 33.« Når egenkapitalen i forvejen er så gearet, hvordan ville det så have set ud, hvis Danske Bank skulle have taget de 30 mia. kr., som hidtil er tabt på det irske eventyr, på et år eller på et kvartal?

Det er naturligvis spekulationer, men det er velkendt, at Danske Bank endte med at spille førsteviolin i den anden bankpakke, som igen helt ekstraordinært polstrede banken med et statslån på 26 mia. kr.

Men gyseren stopper ikke her. For Rangvid-rapporten beskriver også i detaljer, hvordan Danske Banks likviditet var ekstraordinært skrøbelig i forhold til andre banker.

Det mest centrale i kampen for at redde Danske Bank var set med nationalbank-øjne det hemmelige »timely-payment«-beredskab. Af flere centrale kilder beskrives det som et helt ekstraordinært tiltag, som udelukkende blev skabt, fordi man frygtede, at en fejl i Danske Banks betalinger skulle udløse, at store dele af Danske Banks 20 mia. dollar store lån tværs over at Atlanten ville forfalde på en gang.

I det tilfælde skulle Danmark bruge et tocifret milliardbeløb i dollar, som skulle betales for banken på en gang. Og det kunne vise sig som en umulig opgave for selv den danske stat at fremskaffe så mange milliarder i dollar:

»Der var dage, hvor man ikke vidste, hvad det ville ende med. Man kunne ikke være 100 pct. sikker på, at FED ville gøre noget. Det var deres viljekraft, om de ville skaffe dollarlikviditet til Europa. For ingen amerikanske banker ville give dollarkreditter til europæiske banker,« lyder det fra en kilde med nøje kendskab til sagen.

Kun Danske Bank havde gearet sig en grad, at milliardbeløb i dollar kunne vise sig livsvigtigt.

»Var der kommet cross default, kunne det havet fået korthuset til at falde sammen. Det var vanvittigt,« fortsætter kilden.

Det er derfor, at Rangvid-rapporten foreslår at gå endnu længere end SIFI-rapporten i kravene til kapitalstyrken i bankerne, og det er derfor, at man går så meget efter storbankernes brug af sværtgennemskuelige risikomodeller, som kan gøre, at pengetanken ser større ud, end den er.

For en bank må aldrig igen kunne sætte Danmarks økonomi over styr.

Dagens Gossip

Dagens TV