Sandholm-pusher fængslet i fire uger

En mand, som fredag blev anholdt i Center Sandholm i Nordsjælland med 31 små salgskugler med kokain, blev lørdag i Retten i Helsingør varetægtsfængslet i fire uger.

Manden - en 20-årig afvist asylansøger fra Algeriet - er sigtet for at have i alt 5,1 gram kokain.

Desuden havde han seks mobiltelefoner og en pc, som han ifølge politiet ikke har skaffet sig på lovlig vis.

Endelig faldt politiet en hel del nyt tøj hos manden, oplyser vagtchef Palle Jørgensen, Nordsjællands Politi.

Trods klager fra de almindelige asylansøgere i Center Sandholm har det indtil videre været småt med politiets fangst af narkohandlere i asylcentret.

Forleden rykkede politiet ud i en stor aktion med deltagelse af 70 betjente uden at finde sælgere af narko. Men fredag lykkedes det politiet ved en ransagning af to bygninger i løbet af dagen at få anholdt en enkelt narkohandler, nemlig den 20-årige.

Desuden anholdt politiet en 47-årig polak, der var efterlyst af udlændingemyndighederne.

Betjentene fandt også 25 gram amfetamin, som ingen endnu er blevet sigtet for.

Aktionerne kommer, efter at TV 2 Nyhederne i flere dage har fortalt om salg af narko i asylcentret. Optagelser med skjult kamera dokumenterer handlen.

Desuden har tv-stationen kunnet fortælle, at en hel del narkosælgere fra Vesterbro opholder sig i asylcentret.

De kriminelle skaber utryghed for de almindelige asylansøgere. Center Sandholm drives af Røde Kors, og sagen har ført til kritik af organisationen.

 

Dagens Gossip