Sandsynlighed for et brexit er øget hos bookmakerne

Skrevet af admin

14/06/2016

Mest læste i dag

Britiske bookmakere anser det stadig for mest sandsynligt, at den britiske folkeafstemning om EU den 23. juni vil ende med et ja til at forblive i Den Europæiske Union.

Men sandsynligheden vurderes tirsdag formiddag hos verdens største netbaserede bookmaker, Betfair, til at være faldet til 55 procent.

Dermed fortsætter bookmakerens vurdering de seneste dages markante fald.

Så sent som tirsdag morgen vurderede Betfair, at sandsynligheden for et ja var på 59 procent. Mandag var det 64 procent, torsdag i sidste uge 78 procent, og for et par uger siden satte bookmakeren sandsynligheden for fortsat britisk EU-medlemskab så højt som 85 procent.

De seneste meningsmålinger antyder, at der er nogenlunde lige mange ja- og nejsigere. Det viser en undersøgelse fra projektet What UK Thinks, som kun tæller vælgere, der allerede har bestemt sig for, hvad de vil stemme. Flere meningsmålingsinstitutter har flertal til nejsigerne.

Den britiske premierminister, David Cameron, kæmper hårdt for et fortsat medlemskab.

Han advarer om, at et nej vil medføre, at et helt årti vil blive mærket af usikkerhed. Cameron siger samtidig, at et ja ved en folkeafstemning vil styrke Storbritanniens rolle i EU.

- Hvis vi vågner op 24. juni, og vi stadig er med, vil Storbritanniens indflydelse i EU være stærkere, sagde Cameron i weekenden til BBC.

- Intet andet land har gjort, hvad vi har gjort. Vi har genforhandlet aftaler med EU, afholdt en folkeafstemning, og folk kender nu den britiske dagsorden.

Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, har sagt, at et britisk nej vil være "gift" for både økonomien i Storbritannien, i EU og på globalt plan.

Schaüble advarer i et interview med Der Spiegel om, at Storbritannien ikke længere vil have adgang til EU's indre marked, hvis det bliver et britisk farvel til EU.

- Enten er man med, eller også er man ude, siger han til det tyske nyhedsmagasin.

/ritzau/Reuters