Sandy har lagt valgsteder ned

Mens det nordøstlige USA stadig slikker sårene efter superstormen Sandys rasen, har valgmyndighederne i de værst ramte områder et akut problem: Der er to dage til valget, og et stort antal valglokaler kan ikke bruges.

Op til 143.000 vælgere i storbyen New York bliver derfor nødt til at finde hen til et nyt sted for at stemme, og de valgansvarlige har travlt med at håndtere de ødelæggelser, som stormen har skabt, lyder det fra borgmester Michael Bloomberg.

- De har reelle problemer, og vi bliver nødt til at sikre, at alle kan stemme, siger borgmester Michael Bloomberg ifølge Reuters.

New Yorks valgkomité er i fuld gang med at finde nye steder, hvor vælgerne kan kaste deres stemmer på enten Barack Obama eller Mitt Romney tirsdag.

- Store områder i Queens og Staten Island har valgsteder, der er utilgængelige, fortæller Doug Kellner, der er leder af statens valgmyndigheder, til Bloomberg News.

- Der vil blive afholdt et valg, og det vil ikke være perfekt, men vi gør det bedste, vi kan, forsikrer han.

Komitéen planlægger at oprette flere "supervalgsteder", hvor vælgerne fra de hårdest ramte områder i byen kan stemme på ét stort valgsted. I alt skal 60 ubrugelige valgsteder omplaceres eller lægges sammen.

Også uden for New York kæmper myndighederne med tiden for at blive klar til valg. I Nassau County på Long Island vest for millionbyen var over halvdelen af områdets 375 valgsteder uden strøm lige efter stormen.

Søndag stod det dog klart, at 50 valglokaler fortsat er uden strøm, mens 50 får elektricitet ved hjælp af nødgeneratorer, skriver Reuters.

I New Jersey frygter myndighederne, at folk, der har måttet flygte fra uvejret, ikke når hjem, så de kan stemme ved deres lokale valgsted.

Myndighederne har derfor annonceret, at de vælgere, der ikke har været i stand til at vende hjem endnu, kan få lov til at afgive stemmer via e-mail eller fax, skriver Bloomberg.

Samtidig sætter staten ind i områder uden elektricitet med militærlastvogne med papirstemmesedler, hvis de ikke får strøm på valgstederne.

- Det kommer til at tage lidt længere tid at tælle stemme i år, men det bliver garanteret en lang aften alligevel, siger statens guvernør Chris Christie.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV