Sanger om operation: Det bedste der er sket

Skrevet af admin

30/07/2015

Dagens topnyheder

Den britiske sanger Sam Smith meddelte tidligere på året sine fans, at han var nødt til at aflyse adskillige koncerter hen over sommeren på grund af overanstrengelse af stemmebåndene, som kun kunne løses med en operation.

Derfor blev den 23-årige sangkomet tvunget til en ufrivillig pause på seks til otte uger. Men nu fortæller stjernen, at den pause er det bedste, der nogensinde er sket for ham. Der skriver ABC News.

- Jeg føler, at jeg er blevet givet tid. Jeg fik lov til at stoppe i en måned og hvile, blive normal igen og indse, hvor sindssygt mit liv har ændret sig, siger Sam Smith, i et interview med U.K.'s Magic Radio, og tilføjer, at hans liv på nogle områder har ændret sig til det værre.

- Det er virkelig hårdt nogle gange, nogle ting bliver taget væk fra dig. Så det var smukt for mig at være i stand til at genvinde min normalitet en lille smule, siger han og fortæller, at hans store succes også har påvirket hans tid med familien.

- Det kom til det punkt, hvor min mor og far blev sat på gæstelisten til at se mig efter shows. De fik ikke tilbragt tid med deres søn, og det er ikke normalt, forklarer sangeren.

I interviewet fortæller Sam Smith, at han allerede er i gang med at skrive sange til sit andet album. Han fik stor succes med sit debutalbum "In the Lonely Hour", der blev belønnet med flere Grammy-priser.

/ritzau/FOKUS