Sangerinde afslører: Venter barn nummer to

Tilbage i august dukkede Kelis op på scenen til Afropunk Festival med en bule på maven, men det var ikke fordi, hun havde drukket for mange af de milkshakes, hun synger om i sit megahit.

Selv om medierne spekulerede i, om Kelis mon ventede barn nummer to, er det først nu, at den 36-årige sangerinde bekræfter sin søde hemmelighed.

- Jeg er gravid. Jeg er så spændt, og det er virkelig fantastisk. Min søn glæder sig til at blive storebror, og det er jeg så begejstret over, siger Kelis til magasinet Us Weekly.

Lige som mange andre gravide har sangerinden også ustyrlig trang til en bestemt slags spise, men lige nu er det hverken sennepsmadder, syltede agurker eller citroner, som den Grammy-nominerede stjerne hungrer efter.

- Min nabo dyrker tomater i haven og giver mig nogle af dem foran min hoveddør. Jeg skærer tomaterne op, drysser salt og peber på og spiser dem bare sådan der, siger "Tasty"-sangerinden og fortsætter:

- Hvis nogen taler om en bestemt slags mad, bliver min graviditetshjerne så fokuseret på det, at jeg bare må have det, røber Kelis.

Sangerinden har sønnen Knight på seks år med eksmanden og rapperen Nas, men parret gik fra hinanden, mens hun var syv måneder henne.

Hvem den vordende far er til Kelis' kommende barn, afslører sangerinden ikke, men tidligere har hun refereret til sin hemmelige kæreste som "ham" på de sociale medier.

Kelis albumdebuterede i 1999 med "Kaleidoscope" og har siden udgivet fem plader, hvoraf den seneste, "Food", udkom sidste år. Hun har tidligere samarbejdet med musikere som Enrique Iglesias, Calvin Harris og Björk.

Meget apropos mad er amerikanske Kelis uddannet kok, har saucer som speciale, er kogebogsforfatter og har tidligere lanceret sin egen serie af saucer.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip