Sangerinde: Jeg er færdig med at passe ind

Det er slut med det bløde og rolige udtryk, som sangerinden Jessie J. lænede sig op ad på sit seneste album.

Sangerindens seneste album "Sweet Talker" er derfor et opgør med det pæne, og det musikalske udtryk er med stjernens egne ord mere "in-your-face". Det fortæller den britiske sangfugl til Newspaq.

- Jeg tror, at jeg ved mit seneste album forsøgte at tilpasse mig for meget, sådan er det ikke på det nye, siger hun.

Hun beskriver sig selv som en højrøstet sanger, der ikke passer ind i genren af blød popmusik, som hun mener, i øjeblikket dominerer musikverdenen. Hun understreger dog, at alle hendes album repræsenterer hende, bare på forskellige tidspunkter i livet.

Inspirationen til det nye album har Jessie J. hentet fra sit eget liv, hvor hun efter et brud med en kæreste skulle genopdage sig selv. Men den 26-årige stjerne kigger også mod nogle af musikkens allerstørste divaer, når hun skal inspireres.

- Lige nu drømmer jeg om at være på det sted om ti år, hvor Beyoncé, Diana Ross og Aretha Franklin er. De er alle sammen kvinder, som har bestået tidens test, og som er ægte sangerinder, fortæller hun.

Ved siden af sin sangkarriere skriver popstjernen også sange til andre musikere, og der er især én af divaerne, som hun håber, at hun en dag får lov at arbejde sammen med.

- Hvis jeg kunne skrive en sang, som Beyoncé ville synge, så ville mit liv være en lille smule fuldendt. Fordi hun bare udstråler alt det, som en kunstner bør være. Hun har hele pakken, siger sangerinden, som tidligere har skrevet sange til Miley Cyrus og Chris Brown. 

"Sweet Talker" er det tredje album fra Jessie J.

Newspaq

Dagens Gossip