Sangfugl frygtede at sige sandheden på dansk

Skrevet af admin

09/06/2016

Dagens topnyheder

Hun har aldrig lignet de andre. Da hun som barn boede i Tanzania med sin danske far og zambiske mor blev der peget fingre ad hendes hudfarve, og det samme skete, da sangerinden Karen Mukupa som knap 15-årig kom til Danmark med kruset hår og helst ville danse barfodet.

- I Afrika blev jeg opdraget til at være enormt høflig, og derfor skulle jeg helst ikke skal vise vrede og temperament. Først mange år efter gik det op for mig, hvor ondt det egentlig gjorde at blive snakket om og peget fingre af. Nu tør jeg at fortælle sandheden, forklarer den 43-årige sangerinde.

Siden Karen Mukupa flyttede til Danmark i 1989, har hendes sangtekster været på engelsk. Det var nemlig det sprog, kombineret med swahili og bemba, der oftest blev talt i barndomshjemmet.

Men efter et langt tilløb har hun nu udgivet sin første sang på dansk, der er en hyldest til alle originalerne.

Det var især, da rapperen Sivas slog igennem i 2013 med masser af udenlandske slangord på sine numre, at Mukupa blev inspireret til at blande sine afrikanske rødder ind i sin danske sangskrivning.

Man behøver nemlig ikke være kun afrikansk eller kun dansk, og det er afrobeat-sangen "Orijinal" en erkendelse af. Musikken er eksotisk, mens ordene - med undtagelse af lidt afrikansk slang - er pæredanske.

At skrive musik på den måde, krævede dog samtidig, at sangerinden overvandt sin bekymring for ikke at slå til.

- Jeg har ikke syntes før nu, at jeg var god nok til at skrive på dansk. Og så havde jeg jo også en veninde, der var fantastisk til at skrive danske sange, så jeg turde ikke, fortæller Karen Mukupa med et grin.

Hun nikker og smiler. Ja, det er rapperen Natasja Saad, som gik bort i 2007, der bliver talt om. Hun er stadig en kæmpe inspiration, men Mukupa har det svært med andres sammenligninger. Man skal have lov at være sin egen, mener hun.

- Jeg er da blevet spurgt om, hvorfor jeg ikke bare skrev på dansk ligesom hende. Men jeg har ikke været klar før nu, og jeg er da også lidt bange for, at jeg altid vil blive sammenlignet med Natasjas utrolige evner, siger Karen Mukupa.

I dag kan der stadig opstå øjeblikke, hvor det ikke er nemt at være af blandet blod. Forskellen for Mukupa er, at hun nu omfavner at være original i stedet for at lytte til folk, der synes, at hun skal rede sit krusede hår og tage sko på, når hun danser.

Senere på året udkommer Karen Mukupas første EP på dansk. "Orijinal" er første single herfra.

/ritzau/FOKUS