Sangsilden Sharin er færdig i Vild med dans

Skrevet af admin

17/10/2015

Dagens topnyheder

Der er nu kun syv par tilbage i Vild med dans, der fredag aften ramte halvvejsmærket i sæsonen. På gulvet blev der danset quickstep og slowfox af de tilbageværende dansere, men turen på gulvet blev den sidste for sangerinden Sharin Foo og partneren Frederik Nonnemann.

Parret lagde ud med en quickstep, men en uheldig fejl fra Frederik Nonnemanns side gjorde, at dommeren kun tildelte parret 17 point og det medvirkede til, at parret røg i omdans.

Her dansede de mod den tidligere fodboldspiller John Faxe Jensen og Karina Frimodt, der dansede slowfox og altså klarede frisag denne gang.

Skuespillerinden Ena Spottag og partner Thomas Evers Poulsen, sangeren James Sampson og Mie Moltke og skuespillerinden Søs Egelind og Mads Vad gav også deres bud på en quickstep.

For skuespillerinden Stephania Portalivo og Morten Kjeldgaard, cirkusprinsen Patrick Berdino og hans partner, Jenna Bagge, samt sangerinden Karen Mukupa og Michael Olesen, gjaldt det slowfox, og her fik sidstnævnte par hele 26 point, som er den højeste score, der endnu er opnået i denne sæson af Vild med dans.

- Det er måske den bedste slowfox, vi har set i Vild med dans, sagde dommer Jens Werner til parret, der sidste fredag var i omdans.

De resterende syv par skal danse igen næste fredag, hvor TV2 står bag det traditionelle Knæk Cancer-show.

/ritzau/FOKUS