Sangstjernes hjem blev røvet

Skrevet af admin

15/07/2015

Dagens topnyheder

Sangstjernen Chris Brown kom onsdag hjem til en meget ubehagelig overraskelse.

Ifølge politiet i Los Angeles brød tre bevæbnede og maskerede mænd ind i sangerens hjem klokken 2.00 onsdag nat. Det skriver The Washington Post.

Politibetjent Liliana Preciado fortæller, at Chris Brown ikke var hjemme, da røveriet fandt sted. I hjemmet opholdte et kvindeligt familiemedlem, der formodes at være en tante, sig. 

De maskerede mænd lukkede kvinden inde i et skab, mens de endevendte huset og gennemsøgte det for værdigenstande. Det er endnu ukendt, hvor meget røverne slap af sted med, men politiet kunne afsløre, at de både havde fået fat i penge og personlige ejendele. 

Politiet ved ikke, hvor længe kvinden endte med at sidde fanget i skabet.

Det er ikke første gang, at "Ayo"-sangeren får uønsket besøg. I maj brød en ung kvindelig stalker ind i Chris Browns hjem i Agoura Hills. 

Den 21-årige kvinde kom i politiets varetægt fire dage efter episoden, og hun nægtede sig skyldig i vandalisme, stalking og tyveri.

Politiet har endnu ikke givet nogen officiel beskrivelse af de tre mænd, der alle havde et håndvåben med ved indbruddet onsdag.

/ritzau/FOKUS