Santander sikrer FCK guldet mod FC Nordsjælland

Skrevet af admin

16/05/2016

Dagens topnyheder

Fodboldklubben FC København er dansk mester for 11. gang.

Titlen kom i hus mandag aften, da FCK hjemme i Telia Parken vandt 2-0 over FC Nordsjælland.

Med 65 point kan træner Ståle Solbakkens hold ikke længere indhentes af Sønderjyske, der har 55 point før de tre sidste runder.

Mesterskabet er FCK's første i tre år, og eftersom klubben tidligere i maj også vandt pokaltitlen, kan københavnerne kalde sig for vindere af The Double.

FCK er nu også eneindehaver af rekorden for flest hjemmekampe i træk uden nederlag i Alka Superligaen. Klubben er oppe på 30 ligakampe uden nederlag i Parken.

Første halvleg blev ingen skønhedsåbenbaring. FCK var som ventet toneangivende med bolden, men hjemmeholdet var sjuskede i opspillet og havde svært ved at kreere de helt store muligheder.

FCK var bedst på afslutninger udefra, og blandt andre Youssef Toutouh og Peter Ankersen havde kvalificerede forsøg.

FC Nordsjællands offensive indsats i første halvleg blev blandt andet illustreret af de fire fugle, der cirka ti minutter før udløbet af første halvleg slog sig ned lige uden for FCK's straffesparkfelt i gæsternes venstre angrebsside.

Fuglene gik målrettet på jagt i græstæppet, og senere blev de suppleret af tre artsfæller, inden de kort før pausefløjtet omsider blev nødt til at fjerne sig, da FC Nordsjælland var på et sjældent besøg i hjemmeholdets straffesparksfelt.

Det var et anderledes målrettet FCK-hold, der kom ud til anden halvleg, og hjemmeholdet lagde et godt tryk på modstanderne.

FC Nordsjælland forsvarede sig fortsat godt, men en scoring lå i luften, og den kom efter 63 minutter.

Federico Santander modtog bolden fra Benjamin Verbic og drejede rundt, hvorefter angriberen fra Paraguay med en flad afslutning bragte FCK foran med sit tiende ligamål i sæsonen.

Pludselig kunne man høre, at 23.063 tilskuere var mødt frem i Parken, og få minutter senere kom scoringen til 2-0.

Endnu en gang var Benjamin Verbic i oplæggerens rolle, da han efter et gennembrud i højre side centrede på tværs til Federico Santander, der stod klar tæt ved målstregen og scorede.

Med knapt et kvarter tilbage var Nicolai Jørgensen tæt på, men FC Nordsjælland-målmand David Jensen kastede sig ned og fik med en fremragende redning pareret til hjørnespark.

18-årige Emre Mor viste glimt af sit store talent for gæsterne, men Robin Olsen fik pareret hans afslutning, og der blev ikke scoret yderligere.

FCK mangler fortsat at spille tre ligakampe i sæsonen. Klubben spiller først ude mod Hobro og Esbjerg, inden AGF kommer på besøg i Parken i sidste spillerunde.

/ritzau/