Santos bekræfter: Nu bliver Neymar solgt

Storklubben Santos bekræfter nu, at man er klar til at sælge Neymar, skriver Reuters. 

- Set i lyset af tilbudene og spillerens kontrakt har klubbens ledelse besluttet at sælge spilleren, skriver klubben i en pressemeddelelse.

De to interesserede klubber forventes at være Barcelona og Real Madrid, og ifølge lokale medier drøfter Neymar sin fremtid med sin familie.

- Vi venter nu på, at Neymar og hans far kommer til Vila Belmiro (Santos hjemmebane) og vælger hvilket tilbud, han vil tage, skriver klubben.

Neymar selv er begejstret for at kunne komme til Europa, men han vil tænke sig grundigt om, inden han vælger hold.

- Det er en stor ære, og den bedste tid i mit liv. Nu skal jeg tænke grundigt over de to tilbud. Jeg beslutter det sammen med min familie og har ikke travlt. Min beslutning kan komme om fem minutter, en halv time eller tre dage, siger han til det brasilianske medie Globo.  

Ifølge den brasilianske avis, Folha de Sao Paulo, har Barcelona budt i omegnen af 208 mio. kr., og de spanske mestre ligner det bedste bud på Neymars kommende klub.

Tidligere har Neymar talt godt om Barcelona, uden dog at ville vælge mellem Real Madrid og Barcelona.  

- Jeg har ingen præferencer mellem FC Barcelona og Real Madrid. De er begge to store klubber, respekteret af alle, og alle kender deres historie. Men i de seneste år har Barcelona skræmt alle med deres fodbold. De er et af de bedste hold i verden, sagde han tilbage i marts.

Neymar er i Brasilien udset som det helt store håb til næste sommers VM på hjemmebane, og forventningerne til den 21-årige spiller er enorme oven på hans enorme succes hos Santos de seneste år.

Han har scoret imponerende 136 mål i 224 kampe for sit klubhold, og også på landsholdet har han vist stor styrke med 20 mål i 32 kampe. 

Dagens Gossip

Dagens TV