Sara Blædel blev gift ved et tilfælde

I ti år har krimiforfatteren Sara Blædel skrevet krimier om kriminalassistent og leder af Den Særlige Efterforskningstjeneste Louise Rick. I løbet af de ti år er der sket meget i Louise Ricks liv, men der er så sandelig også sket en del i Sara Blædels liv.

For nogle år siden boede hun i en lejlighed på Frederiksberg og havde et såkaldt ’skrive-hi’ i et lille bondehus i Sydsjælland.

I dag bor hun i en stor villa i Virum og hendes skrive-hi er flyttet op på husets førstesal.

Hvad der lige skete dér?

– Det kan jeg godt fortælle: Jeg fik pludselig storfamilie! Via Lars, min mand, som har to skønne piger, gik jeg fra et liv med én voksen og ét barn til to voksne og tre børn. Mit lille bondehus var ikke indrettet til, at man kunne være der om vinteren, og jeg fik simpelthen pip af ikke at kunne arbejde derhjemme.

- Så på et tidspunkt slog vi lejligheden, bondehuset og en bylejlighed i Sydfrankrig sammen og solgte det hele, så vi kunne købe huset her. Vi flyttede ind i december 2009. Dengang var Lars’ piger 15 og 18, og min søn var 12. Nu er den ældste på 21 flyttet hjemmefra, fortæller hun til SØNDAG.

Hvorfor er Sara Blædels krimier ikke filmatiseret? Få hendes forklaring på søndag.dk

Sidder du og frier?

Og med den nye store familie er også fulgt et traditionelt ægteskab. Men egentlig var det ikke rigtig meningen.

– Men vi blev gift, fordi Lars kom til at fri, forklarer Sara Blædel og uddyber:

– Vi var på ferie på Filippinerne, da vi havde kendt hinanden et halvt års tid. Under en middag en aften siger Lars: Hvis jeg nogensinde skal giftes, skal det være med dig. Jeg siger selvfølgelig: Sig mig engang, sidder du og frier? Og hans svar er: Sådan kan man måske godt opfatte det. Fint, så blev det sådan, siger Sara Blædel.

Jette Torp: Jeg ville skilles men blev det ikke. Læs hvorfor kærligheden sejrede på søndag.dk

Og selv om ægteskabet er kærlighed, så er det ikke det afgørende for Sara Blædel og hendes mand Lars.

– På den måde var det ikke vigtigt-vigtigt at blive gift. Men omvendt var det af ren kærlighed. Det føltes bare helt rigtigt. Eller rettere: Lars var helt rigtig, siger Sara Blædel til SØNDAG.

Af Britta Bjerre, Redigeret af Trine Fisker, SØNDAG/NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip

Dagens TV