Sara Slott varmer op til OL med årets bedste tid

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

Den danske atletikdronning Sara Slott Petersen understregede fredag, at hun er et godt medaljebud ved OL i Rio i næste måned.

Fredag aften sluttede hun på tredjepladsen på 400 meter hæk i et stærkt besat felt ved Diamond League-stævnet i Monaco.

I tiden 54,81 sekunder løb hun i årets bedste tid for eget vedkommende. Der var 0,31 sekunder hurtigere end i EM-finalen, som hun vandt.

Det var på trods af, at skridtene før den sidste hæk slet ikke passede.

- Forholdene var gode i dag, men jeg kiksede ved den syvende hæk, hvor jeg ikke kunne holde de 15 skridt. Det plejer ellers at være nemt.

- Men at jeg med to store fejl alligevel kan løbe 54,81 vidner om, at der stadig er et uforløst potentiale, siger Slott i en pressemeddelelse fra Dansk Atletik Forbund.

- Jeg vil tro, at jeg er i form til at løbe 54,20 nu, så det giver mig bare ekstra motivation frem til næste løb, tilføjer hun.

Diamond League-stævnet i London næste fredag bliver formentlig hendes sidste løb inden OL.

- I forhold til i fjor mangler jeg den sidste hurtighed, da jeg i lang tid kun har kunnet løbe 80 procent til træning.

- Til gengæld har jeg forbedret mig på andre områder. Nu håber jeg så bare på, at jeg kan komme hjem og få tre ugers god træning inden OL, siger hun.

Eilidh Doyle fra Storbritannien vandt fredagens løb i tiden 54,09 sekunder, mens Cassandra Tate fra USA blev nummer to i tiden 54,63.

/ritzau/