Sara Slott vinder historisk EM-guld

Skrevet af admin

10/07/2016

Dagens topnyheder

Dansk atletik har for første gang nogensinde fået en kvindelig europamester, efter at Sara Slott Petersen vandt EM-finalen i 400 meter hækkeløb på Det Olympiske Stadion i Amsterdam.

Sara Slott Petersen løb i mål i tiden 55,12 sekunder, hvilket var omkring to tiendedele af et sekund hurtigere end den nærmeste forfølger, Joanna Linkiewicz fra Polen.

Danskeren, der selv havde betegnet sig som favorit på forhånd, lagde godt ud, og da løberne nåede ud af sidste sving, var hun forrest i feltet.

På de sidste 100 meter så Linkiewicz en overgang ud til at gøre det spændende, men Sara Slott Petersen havde kræfter til at afvise polakken og skabe yderligere afstand til allersidst.

Hun rakte armene i vejret og udstødte et sejrsbrøl, inden hun svøbte sig i et stort dansk flag, der blev kastet ned fra tribunerne.

Danskeren var tydeligt rørt efter sin store bedrift og måtte sætte sig på hug et øjeblik for at få følelserne under kontrol.

Det er første gang i 47 år, at en kvindelig dansk atletikudøver vinder en EM-medalje. Sidst det skete, var i Athen i 1969, da Annelise Damm Olesen løb sig til sølv på 800 meteren.

I alt er det EM-historiens fjerde danske guldmedalje. De tre første blev vundet af Niels Holst-Sørensen, Jesper Tørring og Wilson Kipketer, og nu træder Sara Slott Petersen altså ind i det eksklusive selskab af europamestre som den første kvinde.

Det giver også interessante perspektiver forud for OL i Rio de Janeiro om en måned, hvor Sara Slott Petersen også stiller til start.

Den anden danske deltager i finalen i 400 meter hækkeløb, Stina Troest, sluttede på syvendepladsen. Hendes tid, 56,34 sekunder, var tre tiendedele af et sekund langsommere end den, hun satte i semifinalen.

/ritzau/