Sareen afviser Venstre-kritik af mandekrisecentre

Socialministeriet holder den indgåede tidsplan for mandekrisecentrenes mulighed for at søge penge fra satspuljemidlerne.

- Jeg har nøje fulgt tidsplanen, som er aftalt med partierne, siger socialminister Manu Sareen (R).

Han afviser dermed den kritik, som Venstres socialordfører, Karen Ellemann, har rejst mod ministeren for at forsinke, at mandekrisecentre kan søge 10 millioner kroner fra satspuljen, fordi Socialministeriet først for nylig lagde opslaget på sin puljeportal.

Forsinkelsen kan ifølge hende koste mandekrisecentrene livet, fordi kassen lukkede ved nytår, så de først kan få penge 1. maj efter ansøgningsfristen.

- Karen har selv været med til at lave vore tidsfrister, udmøntning af puljen og ansøgningsfristen. Det har vi gjort med åbne øjne. Der har ikke været noget med forsinkelser eller noget som helst, siger Manu Sareen.

Socialministeriet lagde for nylig opslaget til mandekrisecentrene på sin puljeportal. På det tidspunkt havde Horsens Krisecenter for Mænd klaget til Socialministeriet i december 2014 og i januar 2015, da opslaget endnu ikke var kommet op.

Manu Sareen påpeger, at han som socialminister ikke forlods kan love penge til Horsens eller et andet mandekrisecenter. Så ville han bryde reglerne ligesom sin forgænger, SF's Annette Vilhelmsen, der gav Lisbeth Zornig en million kroner,

- Så ville jeg lave det samme som Annette Vilhelmsen: Love penge til nogle frem for andre. Det kan man altså ikke som minister, siger han.

I efteråret gav alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten mandekrisecentre 10 millioner kroner fra satspuljen. Mandekrisecentrene har i ni år fået 60 millioner kroner fra Socialministeriet.

- Det er og bliver mandekrisecentrenes eget ansvar at sørge for, at deres indsats er finansieret, siger Manu Sareen.

Det er nemlig usikkert af leve af satspuljen. Projekterne får normalt kun penge i to til fire år, mens mandekrisecentre har fået midler i ni år, påpeger han.

- Vi har sagt til dem: Få nu en forankring. Vi kan ikke begynde at lave særregler for nogen, siger Manu Sareen.

/ritzau/

Dagens Gossip