Sarkozy fører ved lokalvalg i Frankrig

Nicolas Sarkozys konservative parti UMP fører ifølge en valgstedsmåling søndagens lokalvalg i Frankrig et pænt stykke foran det radikalt højreorienterede Front National.

UMP står til 29,2 af stemmerne ved første runde af valget til de såkaldte departementer.

Umiddelbart tyder det ikke på, at Marine Le Pens Front National har fået det kanonvalg, som meningsmålinger havde spået. Partiet står foreløbig til 26,3 procent ifølge målingen fra Ifop.

En af forklaringerne kan være, at stemmedeltagelsen har været noget højere, end de fleste havde regnet med.

Præsident Francois Hollandes socialistparti klarer sig lidt bedre end forventet med 21,4 procent.

Valg til departementsrådene er normalt ikke noget, der ophidser de franske vælgere, men valget har denne gang fået en større symbolsk betydning.

Det vil kunne vise, om Marine Le Pen kan være en seriøs kandidat til at blive Frankrigs næste præsident ved valget i 2017.

Skal de foreløbige tal fra søndagens valg bruges som målestok, så ser det vanskeligere ud nu.

Partiet vil stå isoleret på den yderste højrefløj med nærmest ingen muligheder for at kunne alliere sig med andre partier inden anden runde af lokalvalget, konstaterer nyhedsbureauet AFP.

UMP og dets allierede partier står inden anden valgrunde 29. marts til mellem 36 og 38 procent af stemmerne, skriver avisen Liberation.

Socialistpartiet og dets støtter kan mønstre 27 til 28 procent.

Mange havde forventet, at Le Pen kunne gentage kunststykket fra sidste års EU-valg, hvor partiet blev det største i Frankrig.

Nu er det tvivlsomt, om partiet overhovedet kan sætte sig på magten i nogen af de 101 departementer, som var på valg søndag.

For Socialistpartiet er valgstedsmålingen en bekræftelse på partiets upopularitet. Hollande har som præsident ikke kunnet levere flere arbejdspladser og økonomisk vækst.

For UMP kan tingene endda blive endnu mere rosenrøde. En separat valgstedsmåling fra instituttet CSA giver partiet hele 31 procent af stemmerne.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV