Sarkozy undersøges for udnyttelse af L’Oreal-arving

Ifølge fransk lov er en formel undersøgelse det sidste skridt, før en mistænkt er anklaget for en forbrydelse.

Sarkozy, der for nylig antydede, at han ville gøre politisk comeback, har gentagne gange benægtet at have taget imod kampagnemidler fra Bettencourt.

Anklageren sagde i en erklæring efter retsmødet i Bordeaux torsdag, at den tidligere præsident nu er blevet underrettet om undersøgelsen.

»Nicolas Sarkozy, der drager fordel af uskyldsformodningen, er blevet underrettet om, at han nu formelt bliver undersøgt for at have udnyttet en sårbar person i februar 2007 og i løbet af 2007 på bekostning af Liliane Bettencourt,« står der i erklæringen ifølge Reuters.

Sarkozy, der sidste år tabte det franske præsidentvalg til Francois Hollande, blev allerede i november sidste år afhørt i sagen, men dengang valgte dommerne ikke at offentliggøre undersøgelsen af ham.

Mistanken startede angiveligt for tre år siden, da en kvinde, der arbejdede som revisor for den mentalt skrøbelige Bettencourt, påstod, at et stort kontantbeløb var blevet øremærket til Sarkozys valgkamp.

Ifølge den franske tv-kanal BFM udtaler Sarkozys advokat, at beslutningen om at indlede en formel undersøgelse er »usammenhængende og uretfærdig«, og at han vil appellere, skriver Reuters.

På grund af sin demens blev Liliane Bettencourt i 2011 sat under formynderskab af sin familie.

BNB/Reuters

Dagens Gossip