SAS ændrer cockpit-rutiner efter Germanwings-ulykke

Skrevet af admin

27/03/2015

Mest læste i dag

SAS har fredag besluttet at indføre nye cockpit-regler, så der fremover altid skal være to personer i cockpittet på selskabets fly, oplyser presseansvarlig i SAS Sverige, Henrik Edström, til Ritzau.

SAS er blot et ud af en række flyselskaber, der har ændret rutiner som en konsekvens af tirsdagens flyulykke i Sydfrankrig.

Og nu meddeler ledelsen i det tyske flyselskab Lufthansa, at det også indfører en reglen om, at der altid skal være to besætningsmedlemmer i cockpittet på selskabets fly.

Det var netop et fly fra Lufthansas datterselskab Germanwings, der tirsdag forulykkede i Sydfrankrig.

Her fløj andenpiloten flyet ind i en bjergvæg, mens flyets kaptajn var uden for cockpittet og ikke kunne komme ind igen.

SAS har fredag indført sine nye rutiner, efter at de svenske luftfartsmyndigheder og den europæiske luftfartsmyndighed, Easa, kommer med en anbefaling om, at flyselskaber til enhver tid har to besætningsmedlemmer i flyenes cockpits.

- SAS vil selvfølgelig følge anbefalingerne og straks indføre de nye regler, så der fremover altid er to besætningsmedlemmer i cockpittet på vores fly, siger Henrik Edström, presseansvarlig hos SAS Sverige.

Hidtil har det været tilladt, at der kun var en person i cockpittet på SAS' fly, hvis den ene pilot eksempelvis var på toilettet. Sådan har det også været på Lufthansas fly.

Norwegian, EasyJet og Thomas Cook Airlines har tidligere meddelt, at de ændrer rutiner. Ligesom SAS og Lufthansa har disse flyselskaber besluttet, at der fremover til enhver tid skal være to personer i cockpittet på flyene.

/ritzau/