SAS aflyser fly igen lørdag

Antallet af aflyste SAS-fly stiger lørdagen igennem. Det sker som følge af, at flyselskabets kabinepersonale forsat har nedlagt arbejdet.

Lørdag eftermiddag er antallet oppe på 61 aflysninger ifølge flyselskabets egen hjemmeside. Det drejer sig om 27 afgange og 34 ankomster fra Københavns Lufthavn.

- Vi har noteret os, at 75 af vores medarbejdere ikke er mødt ind, og det har betydet, at vi kun har været i stand til at afvikle cirka halvdelen af vores flytrafik, siger SAS' pressechef, Trine Kromann.

Arbejdsnedlæggelsen begyndte fredag formiddag, da et informationsmøde hos kabinepersonalets fagforening, CAU, udviklede sig til et fagligt møde.

Striden drejer sig om, at 147 ansatte skal flyttes over i SAS' nye datterselskab Cimber. Parterne kan ikke blive enige om en overenskomst for medarbejderne.

- Vi har tilbudt, at de 147 medarbejdere, som skal overflyttes, kan forsætte på samme overenskomst i Cimber, som de er ansat på nu i SAS, siger Trine Kromann, og fortsætter:

- Som en del af forhandlingerne har vi ønsket, at de medarbejder, som vi ansætter fremadrettet, skal være på nogle lidt ringere vilkår, og det har fagforeningen ikke accepteret.

Ifølge SAS er flere medarbejdere bliver truet til at tilslutte sig det faglige møde, som CAU afholder på Hotel Hilton.

- Flere af vores ansatte er blevet truet til at gå til fagligt møde af kolleger i civilt tøj, når de mødte ind på arbejdet i morges. Andre har modtaget sms'er derhjemme. Der er mange, som har oplevet det som vældigt voldsomt, og har sygemeldt sig på den baggrund, siger Trine Kromann.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV