SAS aflyser flyvninger på grund af manglende piloter

Skrevet af admin

02/11/2015

Dagens topnyheder

Hvis du skal ude og flyve med Cimber den kommende tid, er det måske en god idé at tjekke om din flyvning bliver aflyst.

Flyselskabet kan nemlig ikke gennemføre alle flyvninger på grund af planlægningsvanskeligheder og manglen på piloter. Det skriver den danske internet-nyhedskanal om rejser og luftfart Check-In.dk.

- SAS og Cimber er stadig tæt forbundet, også hvad angår besætningen om bord på flyene. Derfor påvirker ressourcemangel det ene sted også det andet, hvorfor vi ikke entydigt kan sige, at Cimber ikke har leveret som aftalt.

- SAS og Cimber arbejder for, at dette skal komme kunderne mindst til gene, fortæller pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til Check-In.dk.

Aflysningerne går ud over 13 ruter, og det er særligt ruterne til Düsseldorf, Newcastle, Wroclaw og Aalesund, der bliver hårdest ramt i denne uge med to aflyste rundture på hver af de fire destinationer.

Foreløbigt har SAS måttet aflyse 34 afgange i denne uge, men selskabet vil ikke udelukke, at der kommer flere aflysninger i løbet af november måned.

- Vi arbejder med at planlægge den kommende måned, og der kan komme flere trafikforstyrrelser. Den største udfordring er dog her i starten af november, siger pressechefen til Check-In.dk.

I alt er det 2992 flysæder, som SAS ender op med at måtte annullere, og man forventer, at det kommer til at berøre op imod 2400 passagerer.

- Vi beklager naturligvis over for de kunder, som bliver berørt. Vi har gjort alt og gør alt, hvad vi kan for at dække den berørte produktion med egne eller indhyrede fly, men vi er nødt til at aflyse 34 afgange.

- Vi gør også alt, hvad vi kan for at hjælpe de berørte kunder med at ombooke til andre afgange eller aflyse rejsen, siger Trine Kromann-Mikkelsen til Check-In.dk.

SAS tilbyder at transportere passagererne til en alternativ lufthavn i nærheden, men flyselskabet vil ikke dække omkostninger til bustransport, billeje eller anden overfladetransport.

I stedet kan de berørte passagerer vælge at ombooke til en anden afgang eller at få pengene tilbage for flybilletten.

/ritzau/