SAS afviser at give strejkeramte penge tilbage

Flyselskabet arbejder i øjeblikket på - uden beregning - at finde alternative afgange til de strejkeramte kunder, men vil ikke betale pengene tilbage, hvis kunden ikke finder alternativet tilfredsstillende.

»Hvis flyet har været aflyst, så har passageren krav på at få refunderet sin billet, men hvis det ikke har været aflyst, så har vi ikke pligt til at refundere billetten,« siger pressechef i SAS Trine Kromann-Mikkelsen.

Selskabet henholder sig dermed til, at det ikke var på grund af flyaflysninger eller -forsinkelser, at kunderne missede deres fly, men fordi sikkerhedspersonalet valgte at strejke og dermed lukke sikkerhedskontrollen og adgangen til afgangsterminalerne ned i fire timer.

Forbrugerrådet vurderer dog, at flyselskaberne har en »omsorgsforpligtelse«, der går på, at de skal hjælpe den rejsende med at komme frem så hurtigt som muligt eller give pengene tilbage, hvis aftalen ikke bliver overholdt.

»Det, der er gældende, er sådan set, at du har en aftale med flyselskabet om, at du skal ud og rejse. Og i det her tilfælde vil flyselskabet hæfte for sin underleverandør, uanset hvilke fejl de laver,« siger Mads Mølgaard Braüner, der er jurist i Forbrugerrådet.

Og det er langt fra sikker, at en ombookning af billetten kan honorere den købsaftale, der er lavet mellem flyselskabet og kunden.

»Hvis du nærmest kommer hjem, samtidig med at du skulle ud, og der ikke er nogen grund til at rejse, vil der også være mulighed for at få pengene tilbage. Så der skal man også kontakte flyselskabet om det,« siger Mads Mølgaard.

Hvis man ikke er tilfreds med den nye afgang, vil man dog ikke få så meget ud af at kontakte SAS, der afviser, at selskabet ikke lever op til den føromtalte omsorgspligt.

»Vi drager omsorg for vores passagerer i det, at vi tilbyder ombookning, selv om vi ikke i det her tilfælde er forpligtet til det, og vi drager så vidt muligt omsorg for dem ude i lufthavnen. Lige i det her tilfælde bliver vi nødt til at holde os til reglerne om force majeure,« siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Det er SAS da også i selskabets gode ret, understreger Riccardo Krogh Pescatori, der er konsulent i Forsikringsoplysningen.

»Der er også i flybranchen nogle regler om force majeure, når der sker noget ekstraordinært, som ingen kan forudse som for eksempel en strejke. Så er selskaberne ikke forpligtet til at betale penge tilbage for flybilletten,« siger han.

Sikkerhedspersonalet i Københavns Lufthavn nedlagde arbejdet klokken 6 mandag morgen. De skabte flere hundrede meter lange køer og kaostilstande i lufthavnen, som efter cirka tre timers strejke og kødannelse så sig nødsaget til at bede flypassagerer om at blive hjemme, indtil situationen var afklaret. Det blev den kort efter klokken 10, da sikkerhedspersonalet genoptog arbejdet.

I løbet af de fire timer måtte flere fly lette uden de passagerer, der var fanget på den forkerte side af sikkerhedskontrollen.

Dagens Gossip