SAS: Bliver nemmere at tage beslutning om flyveforbud

Amerikanske fly begynder torsdag igen at flyve til den internationale lufthavn i Tel Aviv, efter at luftfartsmyndigheden FAA har ophævet flyveforbuddet.

Den beslutning kan få indflydelse på herhjemme, hvor SAS i løbet af torsdag beslutter om de fortsat skal aflyse deres afgange til Ben Gurion lufthavn i den uroplagede by.

Pressechefen for SAS, Trine Kromann-Mikkelsen siger, at det bliver nemmere for dem at tage en beslutning, efter at den amerikanske luftfartsmyndighed har ophævet deres forbud. Senest klokken 18 beslutter flyselskabet, om det forsat skal aflyse afgange.

SAS' næste afgang til Tel Aviv er torsdag aften klokken 22:50.

Hos Norwegian har man ikke ændret på beslutningen om at lade de planlagte fly til Israel blive på jorden indtil videre, siger selskabets informationschef Charlotte Holmbergh Jacobsson.

Selskabet har aflyst en afgang fra Stockholm til Tel Aviv torsdag morgen.

- Vi afventer fortsat situation og tager det dag for dag - time for time, siger hun.

Norwegian har næste planlagte afgang fra København til det uroplage Israel fredag morgen klokken 06:05 og næste ankomst i København fra Tel Aviv fredag eftermiddag 15:55. Men det er altså endnu uvist, om passagerne kan komme af sted.

FAA indførte af sikkerhedsmæssige grunde flyveforbud tirsdag, efter at en raket fra militante i Gazastriben slog ned cirka halvanden kilometer fra Ben Gurion lufthavn. Flere luftfartsselskaber fulgte bagefter trop og aflyste deres afgange.

Blandt andet SAS og Norwegian. Men også Finnair, KLM, Air France, Lufthansa, Swiss, Austrian Airlines, Germanwings og Air Berlin har aflyst afgange til Tel Aviv.

/ritzau/

Dagens Gossip