SAS er blandt de bedste til at lande til tiden

Skrevet af admin

27/01/2015

Mest læste i dag

At ankomme rettidigt er vigtigt for mange flyrejsende med en presset aftalekalender.

Derfor har hjemmesiden flightstats.com sat sig for at kåre verdens mest punktlige flyselskab i 2014 blandt største selskaber, og her ligger SAS i den gode ende.

88,62 procent af selskabets afgange ankom til tiden, og det er næstbedst af de 31 større, internationale flyselskaber, som var omfattet af undersøgelsen. Kun hollandske KLM var med 88,66 procent mere punktlig.

Pressechef Trine Kromann-Mikkelsen er naturligvis stolt over SAS' placering, efter en periode hvor tingene har skullet finde sit vante gænge efter den store spareplan fra november 2012.

- De store forandringer i organisationen gik ud over vores punktlighed i 2013, hvor vi kun blev nummer tre i undersøgelsen. Men vi har indhentet en del af det tabte i 2014, siger Trine Kromann-Mikkelsen.

På listen over europæiske flyselskaber ender SAS på tredjepladsen. Her udmærker Finnair sig med en punktlighedsprocent på 90,58 procent, hvilket altså er bedre end både SAS og KLM.

SAS foretager omkring 300.000 flyvninger hvert år.

/ritzau/