SAS flyver fortsat med underskud

Skrevet af admin

14/03/2014

Dagens topnyheder

Svag vækst og øget konkurrence prægede SAS' begyndelse på året. Det skandinaviske luftfartsselskab kom ud af kvartalet fra november til januar med et underskud før skat på 146 millioner svenske kroner.

Det er en forbedring i forhold til samme periode året før, hvor underskuddet var på 588 millioner svenske kroner.

Samtidig faldt omsætningen til 7,9 milliarder svenske kroner mod 9,5 milliarder i samme periode året før, oplyser SAS.

Koncernchef i SAS Rickard Gustafson siger om regnskabet, at det var som forventet.

- Vi lægger som forventet et svagt kvartal bag os med et resultat før skat på 146 millioner svenske kroner.

- Det første kvartal er sæsonmæssigt svagest, men derudover var kvartalet præget af overkapacitet. Lavere vækst har presset indtjeningen i hele markedet, siger han i en kommentar til regnskabet.

Koncernchefen fastslår, at selv om resultatet er som forventet, er det ikke tilfredsstillende.

SAS formåede dog at sænke omkostningerne med 3,2 procent, eksklusiv udgifterne til brændstof. Kursen mod lavere omkostninger og større fleksibilitet er vejen frem for flyselskabet.

- Udviklingen på markedet viser tydeligt betydningen af, at vi fortsætter vores skift i retning af lavere omkostninger og større fleksibilitet.

- Lige så klart er det, at vi også er nødt til at fortsætte med at investere aggressivt i vores tilbud til at imødekomme den stigende konkurrence, fastslår Rickard Gustafson.

SAS fastholder forventningerne til at kunne præstere sorte tal på bundlinjen for hele året. Der er dog nogle forudsætninger, der skal opfyldes.

Hvis forholdene på markedet for flybrændstof ikke ændrer sig drastisk, og de skandinaviske valutaer ikke falder mere, samt at selskabet skånes for uventede hændelser, vil der være potentiale til, at SAS kommer ud af hele regnskabsåret med et positivt resultat.

/ritzau/