SAS flyver mod bedre tider

SAS ser ud til at få en smule luft under vingerne. Luftfartsselskabet er midt i en omfattende spareplan, der skal gøre SAS til en god forretning.

Og det ser ud til, at den fællesskandinaviske koncern er på rette vej. SAS kom ud af andet kvartal med et overskud før skat på 260 millioner kroner, hvilket er mere end en halvering i forhold til kvartalet sidste år.

- SAS har lagt endnu et begivenhedsrigt kvartal bag sig og fortsætter med at leve op til strategiplanen 4XNG. Det er glædeligt at konstatere, at de gennemgribende omstruktureringer nu begynder at vise sig, siger SAS-koncernchef Rickard Gustafson.

Af planen fremgår det blandt andet, at SAS skal frasælge selskaber. Og senest er det norske datterselskab Widerøe blevet solgt, mens også Ground Handling er blevet afsat.

Men der skal også sættes ind for at få kunderne til at vælge SAS. Selskabet har blandt andet indført en helt ny form for billetter:

- Vi er også offensive, når det gælder tilbud til kunderne. Og vi sætter en helt ny standard for service om bord på flyveren med introduktionen af SAS Go og SAS Plus, siger topbossen i regnskabsmeddelelsen om de nye tiltag.

Målet for SAS er at få et overskud, når regnskabsåret 2012/13 gøres op:

- Vi må konstatere, at resultatniveauet endnu ikke er tilfredsstillende, men det er helt i tråd med vores forventninger og vores plan. Et positivt resultat for hele året ligger fast, siger Rickard Gustafson i en kommentar til regnskabet.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV