SAS lemper mobil-regler

Skrevet af admin

10/10/2014

Mest læste i dag

Der er ikke længere behov for at vente med at sende en sms til venner og familie, når man gerne vil fortælle, at man er landet sikkert i lufthavnen.

Det er i hvert fald situationen hos flyselskabet SAS, som fra lørdag lemper reglerne for brug af mobile enheder i forbindelse med landing.

- Når flyet er landet, må passagererne tænde deres telefon og fjerne flight mode, sådan at de allerede på det tidspunkt kan begynde at bruge telefonen, siger SAS' pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen.

Tidligere var det ikke tilladt at tænde og benytte sig af de mobile enheder, før flyene fra SAS var nået helt frem til gaten.

Men når de fremover er drejet væk fra landingsbanen, kan passagererne frit skrive beskeder og e-mails. Der henstilles dog fra SAS' side til, at der ikke føres telefonsamtaler af hensyn til medpassagererne, bemærker pressechefen.

De nye regler fra Det Europæiske Luftsikkerhedsagentur, Easa, betyder, at selskaberne selv skal lave undersøgelser, som giver den fornødne sikkerhed, når passagerer får lov at bruge smartphones og tablets under hele flyturen.

- Det næste i rækken er selvfølgelig at se på, hvad vi gør ved starten af flyvningen, og hvordan vi gennemfører de undersøgelser, som myndighederne kræver for, at vi også kan lempe reglerne på dette punkt, siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Passagerer på et fly fra SAS skal fortsat have deres mobile enhed sat i flight mode ved starten af flyveturen, forklarer pressechefen og nævner, at det tager længere tid at lempe reglerne på denne del af flyvningen, da det er en lidt større proces med sikkerhedsanalyser, der skal gennemføres.

/ritzau/