SAS og norske piloter fortsætter maratonforhandlinger

Skrevet af admin

09/06/2016

Dagens topnyheder

Fristen for at finde frem til en ny lønaftale for de norske SAS-piloter blev overskredet ved midnat, men torsdag middag forhandler piloterne og SAS-ledelsen fortsat i den norske forligsinstitution. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

430 norske piloter er klar til at strejke, hvis forhandlingerne mellem Norsk Cockpitforbund, SAS Norge Pilotforening og SAS hos den norske rigsmægler ikke fører til en aftale. Efter 12 timers overtid er rigsmægler Nils Dalseide positiv.

– At vi fortsat arbejder efter så mange timer, tyder på, at man er villig til at finde en løsning, siger Nils Dalseide til NTB.

- Der er en del arbejde igen, før vi ved, om vi finder en løsning eller ej, siger han.

Ifølge rigsmægleren er der ikke fremlagt en skitse til en løsning, men han er alligevel fortrøstningsfuld.

- Stemningen er god. Det er vanskelige spørgsmål, men vi arbejder systematisk og har en god tone, siger han.

Kommer det til en strejke blandt piloterne, vil det primært påvirke kort- og mellemdistanceflyvninger til og fra Oslos lufthavn Gardermoen ifølge branchemediet Check-in.

Uenighederne går blandt andet på, at SAS ønsker en mere fleksibel kollektivaftale.

Også de svenske piloter har udsendt varsel om konflikt - dog først fra fredag klokken 18. Onsdag aften sagde informationschef hos SAS Knut Morten Johansen, at parterne er indstillede på at komme frem til en løsning.

Den varslede svenske strejke vil omfatte mange piloter på SAS' mellemdistancefly, som har base i Stockholm Arlanda-lufthavnen, oplyser Check-in.

SAS indgik en toårig aftale med de danske piloter i 2015.

/ritzau/