SAS og Rigshospitalet har forklaret Se og Hør-læk

I forbindelse med afdækningen af Se og Hør-skandalen er det kommet frem, at ugebladet tilsyneladende har haft adgang til personfølsomme oplysninger fra både SAS og Rigshospitalet.

Derfor har Datatilsynet haft fat i luftfartsselskabet og Region Hovedstaden for at høre, hvordan man behandler disse oplysninger.

Det skriver Mediawatch, der har talt med kontorchef Lena Andersen fra Datastyrelsen, og oplysningen bekræftes af SAS' pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen.

- De bad os klarlægge vores arbejdsgange i forhold til passageroplysninger på baggrund af de påstande, som vi stadig ikke har kunnet bekræfte om, at en medarbejder hos SAS har udleveret passageroplysninger til Se og Hør, siger hun til Mediawatch.

SAS har ifølge pressechefen svaret på henvendelsen og har også afgivet yderligere oplysninger.

Rigshospitalet er mere fåmælt og henviser til Datatilsynet.

Også forlaget Aller, der udgiver Se og Hør, har tidligere fået en henvendelse fra Aller om håndteringen af personfølsomme oplysninger, men her har man på baggrund af den verserende politisag ikke ønsket at svare på tilsynets spørgsmål.

Datatilsynet er en statslig myndighed, der blandt andet holder øje med, at loven om behandling af personoplysninger overholdes.

En 45-årig it-specialist og tidligere ansat hos Nets har indrømmet, at han solgte oplysninger om kendte menneskers brug af kreditkort til Se og Hør. Oplysningerne fik han fra Nets' systemer og gav dem videre til sine kontaktpersoner på bladet.

Senere er det i pressen kommet frem, at Se og Hør også skulle have lignende kilder på Rigshospitalet og hos SAS, der kunne afsløre om kendtes hospitalsbesøg, graviditet og rejser.

/ritzau/

Dagens Gossip