SAS puster liv i langrute til ferieparadis

Det skandinaviske flyselskab offentliggjorde i efteråret 2012, at ruten ville lukke i begyndelsen af april, og at passagerer med bookede billetter ville blive tilbudt pladser hos konkurrerende selskaber. Begrundelsen for lukningen var, at SAS havde åbnet andre langruter, som det hellere ville bruge sine fly på. Med andre ord, der var flere penge i andre destinationer.

På trods af at SAS på det tidspunkt sagde, at det satsede på en sæsongenåbning af ruten mellem de to hovedstæder, der har eksisteret siden 1949, blev der sået tvivl om sandsynligheden for, at det ville ske. Men nu mener SAS altså, at det har kapaciteten.

Luftfartsselskabet meddeler torsdag morgen, at København-Bangkok-flyet vil være i drift med tre ugentlige flyvninger fra 20. november og vintersæsonen ud. Mellem 10. december og 18. februar - i højsæsonen - vil der endda være fire ugentlige flyvninger.

Bangkok-ruten er ikke det eneste nye, SAS har præsenteret torsdag morgen. Det skandinaviske luftfartsselskab planlægger nu at åbne 52 nye ruter i 2013, hvilket er to flere end det, der fremgik af i halvårsregnskabet, der blev offentliggjort onsdag.

Fra efteråret vil SAS flyve mellem København og henholdsvis Bremen i Tyskland, Humberside i det nordlige England. Derudover skruer selskabet op på frekvensen på en række andre flyvninger. Bremen- og Humberside-ruterne er sat i verden med øje på de forretningsrejsende, forklarer SAS' kommercielle koncerndirektør Joakim Landholm.

»Vi ser frem til at tilbyde vores kunder direkte adgang, og samtidig lette rejsen, til destinationer, som i dag ikke tilbydes af andre selskaber. Humberside og Bremen er særligt vigtige for forretningsrejsende, men vi forventer også, at flere ferierejsende vil besøge disse spændende storbyer,« siger han i torsdagens meddelelse fra luftfartsselskabet.

Dagens Gossip