SAS står fast på at aflyse flyafgang til Sharm el-Sheikh

Skrevet af admin

06/11/2015

Dagens topnyheder

SAS kommer ikke på vingerne lørdag med kurs mod Sharm el-Sheikh.

Det oplyser pressechef hos SAS Trine Kromann-Mikkelsen til Ritzau. Allerede torsdag oplyste flyselskabet, at de havde aflyst deres flyafgang, og det holder de fast i.

- Vi har stadig ikke fået informationer, som har fået os til at ændre vores beslutning.

- Og selvom der skulle komme nye oplysninger, så kommer vi ikke til at flyve lørdag, da det var en charterflyvning, hvor vores kunde har fundet en anden løsning, siger hun.

Torsdag oplyste pressechefen, at SAS har sendt et brev til lufthavnen i Sharm el-Sheikh. Her stiller SAS nogle sikkerhedskrav, der skal opfyldes i den egyptiske lufthavn, før det skandinaviske luftfartsselskab agter at genoptage flyvningen til destinationen.

Forventningen hos SAS er en hurtig afklaring.

- Vi har en anden flyvning lørdag 14. november, og den har vi ikke aflyst, siger Trine Kromann-Mikkelsen og siger, at SAS kommer til at følge situationen tæt.

- Men vi kigger på sikkerheden i lufthavnen og ikke på destinationen, siger pressechefen. Derfor læner SAS sig ikke op af Udenrigsministeriets rejsevejledning, som stadig "fraråder alle rejser til Sinai-halvøen med undtagelse af Sharm el-Sheikh".

/ritzau/