SAS-topchef: Udgifterne skal længere ned

Der er behov for at barbere omkostningerne yderligere i SAS. Det viser resultaterne i kvartalsregnskabet, lyder det fra luftfartsselskabets topchef, Rickard Gustafson.

- Vi ser fortsat vækst i antallet af passagerer, forbedret load factor og vi har også flere passagerer i SAS Plus, hvilket har resulteret i en positiv udvikling i enhedens omsætning i kvartalet, siger Rickard Gustafson i regnskabet.

- Men vores omkostninger steg i første kvartal, hvor vi skar ned på kapaciteten for at tilpasse os efterspørgslen. Det bekræfter behovet for at fortsætte med at øge fleksibiliteten i omkostningsbasen og yderligere at reducere omkostningerne, siger han.

Topchefen iværksatte i december en storstilet spareplan, som samlet skal lette SAS for 2,1 milliarder svenske kroner i omkostninger med fuld effekt i 2017 - svarende til besparelser for omkring 1,7 milliarder danske kroner.

Og trods stridigheder med kabinepersonalet i Danmark om nye overenskomster, der er en del af spareplanen, så går den økonomiske slankekur som planlagt, lyder det fra SAS i regnskabet for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2014/2015.

- Samlet skrider de initierede spareplaner frem efter planen og beregnes totalt at have en positiv resultateffekt for SAS med cirka en milliard svenske kroner i 2014/23015, lyder det fra SAS.

Som en del af forsøget på at vende underskud til overskud har SAS blandt andet indledt forhandlinger med selskabets piloter. SAS har brug for mere simple overenskomster, lyder det.

- De kollektive aftaler bør gøre SAS i stand til at reagere hurtigere i markedet og i højere grad kunne tilpasse produktionen til de sæsonmæssige udsving, skriver selskabet.

/ritzau/

Dagens Gossip