SAS varsler flyaflysninger mandag efter teknisk inspektion

Skrevet af admin

23/05/2016

Dagens topnyheder

SAS oplyser, at flere flyafgange kan blive aflyst mandag, efter et ekstraordinært teknisk eftersyn af landingsstellene på CRJ900-flyene betød op imod 40 SAS-aflysninger søndag.

Det skriver Check-in.dk.

Søndag aften fremgår det endnu ikke af SAS' hjemmeside, hvilke flyvninger der kan blive aflyst mandag, men SAS skriver i en meddelelse, at passagerer skal forvente aflysninger.

- En teknisk inspektion af typen Bombardier CRJ900, der opereres af datterselskabet Cimber, vil desværre medføre aflysninger til og fra København 22.-23. maj. Vi beder rejsende tjekke status på deres fly, før man møder op i lufthavnen, skriver SAS.

Ifølge Check-in.dk omfattede søndagens aflysninger flyvninger til og fra Manchester, Bergen, Helsinki, Aalesund, Düsseldorf, Bruxelles, Wien, Amsterdam, Newcastle, Aberdeen, München, Stuttgart, Hamburg, Palanga og Wroclaw.

Konstitueret pressechef i SAS Anna Vibeke Nielsen forklarer over for Check-in-dk, at et af CRJ900-flyene havde et problem med landingsstellet, hvorfor SAS valgte at lave tekniske eftersyn på samtlige fly af denne type.

SAS tilbyder refundering af billetterne eller ombooking til en anden afgang.

/ritzau/