SAS vil sende flere jyder til Stockholm

SAS sætter fart på sine ruteåbninger. Torsdag morgen meddeler det skandinaviske luftfartsselskab, at det fra august vil flyve mellem henholdsvis Billund og Aalborg til den svenske hovedstad, Stockholm. Billetsalget åbner fredag 17. maj.

Mellem Billund og Stockholm bliver der tale om to daglige afgange alle ugens dage undtaget lørdag, mens der mellem Aalborg og Stockholm bliver tale om fire ugentlige afgange.

»Allerede nu har vi fået meget positive tilbagemeldinger fra kunderne, som anerkender, at vi har leveret en stærk løsning for det jyske erhvervsliv. De tre byer vil også hver for sig trække turister. Billund har Legoland, Aalborg har smukke Nordjylland og Stockholm er en af Nordens mest attraktive storbyer lige nu,« siger koncerndirektør for SAS Commercial, Joakim Landholm, i meddelelsen fra selskabet.

Luftfartsselskabet, der kort før årsskiftet måtte iværksætte et benhårdt effektiviseringsprogram, har allerede varslet 47 nye ruteåbninger i 2013 som led i den nye aggressive strategi, ledelsen har sat. De to nye ruter ud af Jylland er dog ikke en del af de varslede ruteåbninger - og kommer dermed oven i de 47.

Det bliver fly fra selskabet Braathens Regional, der kommer til at flyve på SAS' to nye ruter. Der er tale om fly med blot 50 sæder, og så små fly har SAS ikke mere i egen flåde. Det er en bevidst del af nye SAS' strategi at samarbejde, når der er brug for mindre flytyper.

Koncerndirektøren for SAS Commercial mener, at ruteåbningerne rammer plet, når det gælder kernekunderne i form af erhvervsrejsende.

»De to nye ruter er et godt eksempel på, at SAS i langt højere grad kan gribe kommercielle muligheder til fordel for vores kunder. Billund-Stockholm er en perfekt løsning til erhvervspendlere, og Aalborg-ruten giver øget fleksibilitet til vores kunder omkring Aalborg og er desuden et rigtig godt supplement til ruten via København,« siger Joakim Landholm.

Dagens Gossip