Sass afviser et mere lempeligt Finanstilsyn

Det har været et ønske fra oppositionspartierne Venstre og De Konservative, der i længere tid har kritiseret Finanstilsynet for at være for skrappe og decideret dræbe væksten i Danmark.

Men erhvervs- og vækstmininster Henrik Sass Larsen (S) afviser, at tilsynet bliver mere lempelig over for bankerne.

»Nej, det gør det ikke. Finanstilsynet opfylder den opgave, som Finanstilsynet skal gøre, og det synes jeg i øvrigt, at de gør rigtig godt. Nu får de et godt bagland, som kan sikre, at de ikke skal stå alene med det, men hvor man også siger, at nu er branchen altså ikke en del af baglandet længere. Nu er det en ren bestyrelse, og jeg er overbevist om, at det er en rigtig god idé,« siger Henrik Sass Larsen.

Bestyrelsen har været et krav fra især Venstre, og Henrik Sass Larsen erkender da også, at det er undervejs i forhandlingerne om den nye bankaftale, at han er blevet overbevist.

Ministeren hæfter sig samtidigt ved, at den finansielle sektor ikke får nogen indflydelse på Finanstilsynet.

»Jeg blev under forhandlingerne overbevist om, at det faktisk var en rigtig god idé at få en bestyrelse. Hidtil har man jo haft et økonomisk råd, hvor branchen også selv har siddet med. Nu laver vi en bestyrelse, hvor branchen ikke selv er til stede, og hvor vi har professionelle bestyrelsesfolk siddende. På den måde skaber vi også et professionelt bagland til direktionen i Finanstilsynet, og det er jeg rigtig tilfreds med,« siger Henrik Sass Larsen.

Dagens Gossip