Sass efter stresstest: De danske banker er robuste

Skrevet af admin

26/10/2014

Dagens topnyheder

Mens 25 banker i eurozonen søndag er dumpet i en helbredstest fra Den Europæiske Centralbank, har de store danske banker alle klaret sig godt igennem et tilsvarende tjek, som Finanstilsynet har stået bag.

Det vækker begejstring hos erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S).

- Jeg glæder mig over, at Finanstilsynets meget grundige gennemgang af de største danske banker viser, at de er velkapitaliserede og robuste, siger han i en skriftlig kommentar.

I Danmark har Danske Bank, Nykredit, Jyske Bank og Sydbank klaret helbredstesten, mens Nordea, som blev testet af de svenske myndigheder, også bestod.

I alt 130 storbanker fra eurozonen er blevet testet. Retningslinjerne for helbredstesten blev udstukket af Den Europæiske Centralbank, ECB, og Det Europæiske Banktilsyn, EBA, og blev blandt andet udført i samarbejde med de nationale finanstilsyn.

Formålet med testen er at få ryddet op i sektoren, inden den europæiske bankunion træder i kraft i starten af november.

I de 10 EU-lande, som ikke er med i euroen, blev de største banker også undersøgt. Derfor er de danske banker blevet testet, selvom regeringen endnu ikke har taget stilling til, om Danmark skal deltage i bankunionen.

Regeringen vil tage stilling til, om Danmark skal være med i unionen, når den har foretaget en samlet vurdering af konsekvenserne, fortæller Henrik Sass Larsen.

- Regeringen er som bekendt i gang med et grundigt analysearbejde af konsekvenser ved mulig dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde. Resultaterne af ECB's undersøgelse vil indgå som et vigtigt element her, skriver han.

25 af de testede banker fra eurozonen er dumpet i testen, fordi de mangler 25 milliarder euro i likviditet, oplyser ECB. 12 af bankerne har dog allerede gjort deres for at styrke deres likviditet med i alt 15 milliarder euro, mens de andre banker nu får seks til ni måneder til at rette op.

/ritzau/