Sass: Ny bankaftale sikrer stabil finanssektor

Samtlige folketingspartier bortset fra Enhedslisten er netop blevet enige om en ny bankaftale, der sætter skrappere krav til de største banker i landet for at forhindre en ny finanskrise.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) mener, at den nye aftale sikrer stabilitet i den finansielle sektor.

»Jeg synes, at det er et rigtig godt forlig. Jeg er fuldt ud tilfreds med de betingelser, som vi har opnået i dette forlig. Jeg er glad for, at det er et bredt forlig, og det betyder, at vi får stabilitet omkring den finansielle sektor i Danmark, og det er jeg fuldt ud tilfreds med,« siger han.

Aftalen betyder blandt andet, at de udpegede SIFI-institutter, der så at sige er for store til, at samfundet har råd til at lade dem krakke, skal opfylde yderligere kapital- og likviditetskrav, så de er polstret bedre.

I 2017 skal aftalen vurderes igen, blandt andet for at sikre, at Danmark ikke har langt skrappere krav end vores nabolande, hvilket kan give stille de danske banker dårligere konkurrencemæssigt. Det har især været en frygt hos oppositionspartierne.

Henrik Sass Larsen frygter dog ikke, at oppositionspartierne vil benytte revurderingen til at tilbagerulle aftalen.»Nej, for jeg tror, at alle andre lande også vil være med på at polstre bankerne. Alle lande, som er nogenlunde fornuftige, vil jo sørge for, at vi ikke ender i en finansiel krise, som vi gjorde sidst, og så sørger man selvfølgelig for på europæisk plan at stille en masse krav til bankerne om, at de skal polstre sig rigeligt. Det er det, der er meningen med det, og det er det, vi gør nu,« siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen.

Dagens Gossip