Sass: V-forslag om stormofre er endnu ukonkret

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) er åben for at kigge på nyt forslag fra Venstre om at ændre reglerne, så de husejere, der fik ødelagt deres hjem af stormen Bodil, kan få dækket flere skader.

Men det er endnu ret ukonkret, understreger ministeren.

Venstres formand for Folketingets udvalg for landdistrikter og øer, Hans Christian Schmidt, mener, at man bør ændre en række forsikringsregler, mens Henrik Sass Larsens fokus ligger på omkostningerne ved genhusning.

- Vi kigger på det, men i øjeblikket er vi ved at danne os et overblik over, hvad man takserer efter. Det må vi sættes os ned og vurdere. Folk skal have en ordenligt behandling, så de kan få lov til at bo i deres hus igen, siger Henrik Sass Larsen.

Ministeren kigger gerne på det endelige lovforslag, når det ligger klar.

- Hvad de mener med, at man skal have mere i erstatning, det kommer an på i forhold til hvad. I forhold til en normal forsikring, eller vil man give 100 procent erstatning på alt. Det forekommer mig lidt uklart, så det kan jeg ikke svare på.

- Vi vil gerne undersøge sagerne, før vi begynder at uddele veksler, siger han.

Regeringen står bag et andet lovforslag om at udbetale erstatning for de udgifter, som hjemløse boligejere bruger på genhusning efter stormen Bodil, og som ikke typisk dækkes af Stormrådet.

Det kan også ske med tilbagevirkende kraft, siger ministeren.

Ifølge De Konservatives erhvervsordfører Brian Mikkelsen er der så høj selvrisiko og nedskrives så meget af værdien på gamle huse, at nogle ofre kun får dækket 10 procent.

Det lyder voldsomt, mener ministeren,

- Vi har jo gjort det, at vi har bedt om at få gode eksempler ind og kontaktet branchen for at se, hvilke lister de bruger, når de takserer ting.

- Der skal gives en rimelig og fair erstatning i forhold til loven, og der lyder 10 procent af meget, meget lidt, siger Henrik Sass Larsen.

Bliver loven om genhusning gennemført vil samtlige midler i stormpuljen være brugt, hvilket er inklusiv de 200 millioner kroner, der kunne tildeles yderligere af staten, oplyser ministeren.

/ritzau/

Dagens Gossip