Sass vil kulegrave bankers milliardgebyrer

Efter forslag fra tidligere nationalbankdirektør Jens Thomsen vil erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) undersøge, om danskerne betaler for meget for investeringsrådgivning. Det skriver Børsen.

80.000 danskere har sat penge i investeringsforeninger, og de betaler automatisk et gebyr for rådgivning - også selv om de har købt investeringsbeviserne på egen hånd gennem deres netbank.

Det gebyr er også kendt som formidlingsprovision, og det er det, som nu skal kulegraves.

»Hvis det hele foregår ved, at jeg sidder hjemme ved min PC, og jeg handler helt ubekymret uden nogen som helst former for rådgivning, så forekommer det selvfølgelig ejendommeligt, at man skal betale for en,« siger Henrik Sass Larsen til Børsen.

Sidste år betalte danskerne 2,7 milliarder kroner i formidlingsprovision, der går til rådgivning, distribution og markedsføring. I gennemsnit betalte en investeringsforeningskunde 0,52 procent af sin formue.

Emnet er bragt på bane af tidligere nationalbankdirektør Jens Thomsen, der som medlem af det såkaldte Rangvid-udvalg foreslog, at investeringsforeningskunder skal kunne sige nej-tak til rådgivning og dermed slippe for at betale rådgivningshonorar til bankerne.

Dagens Gossip

Dagens TV